Seiko Hashimoto, der tidligere var olympisk minister, er ny øverste chef for OL i Tokyo.

Seiko Hashimoto står nu i spidsen for OL i Tokyo.

Torsdag er den nu tidligere olympiske minister udnævnt som præsident for den komité, der arrangerer sommerens lege i den japanske hovedstad.

Det oplyser hun ifølge flere internationale nyhedsbureauer.

- Jeg vil gøre alt for at sikre legene i Tokyo succes, siger Hashimoto ifølge AFP.

Hun overtager posten efter Yoshiro Mori, der trak sig i sidste uge efter at være kommet med sexistiske bemærkninger. Mori trådte tilbage efter nedsættende udtalelser om kvinder.

Skiftet på lederposten sker, cirka fem måneder før OL efter planen sættes i gang 23. juli.

56-årige Seiko Hashimoto er tidligere OL-atlet og har deltaget i vinter-OL fire gange samt sommer-OL tre gange i henholdsvis skøjteløb og banecykling. Hendes bedste resultat var en bronzemedalje i skøjteløb i 1992.

Hashimoto gik ind i politik i midten af 1990'erne, inden hun stoppede som professionel atlet. Ud over at være olympisk minister var hun også minister for ligestilling i Japan.

Thomas Bach, præsident for Den Internationale Olympiske Komité (IOC), glæder sig over udnævnelsen af Hashimoto som OL-chef.

- Med sin store olympiske erfaring efter at have vundet en medalje, deltaget i syv udgaver af OL og rolle som leder for den japanske delegation adskillige gange er hun det perfekte valg, siger Bach på IOC's hjemmeside.

Her slår IOC igen fast, at man går efter at afholde et sikkert og succesfyldt OL til sommer.

/ritzau/