Langt over halvdelen af japanerne ønsker ikke at afholde OL til sommer, viser de seneste meningsmålinger.

Om lidt over to måneder, nærmere bestemt 23. juli, er der åbningsceremoni ved sommer-OL i Tokyo med et års forsinkelse grundet coronapandemien.

Men står det til værtsnationens befolkning, så aflyses åbningsceremonien og hele OL.

Mange japanere har længe været kritiske over for at huse legene midt i en pandemi, som for tiden har godt fat i især Tokyo og andre dele af Japan.

Senest er undtagelsestilstanden i Tokyo forlænget til slutningen af maj.

De seneste meningsmålinger foretaget af landets medier omkring weekenden viser, at modviljen mod OL til sommer stadig hersker i samfundet.

Avisen Yomiuri Shimbun foretog en undersøgelse fra 7. til 9. maj. Ifølge den ønsker 59 procent af befolkningen legene aflyst, mens 39 procent ønsker legene gennemført. Det skriver Reuters.

I undersøgelsen kunne man ikke svare på, hvorvidt man ønsker legene udskudt.

Også TBS News foretog i weekenden en meningsmåling. I den svarede 65 procent, at man ønskede legene aflyst eller udskudt.

Tallet er en smule lavere end i den undersøgelse, som nyhedsbureauet Kyodo foretog i april. Her svarede 70 procent, at legene skulle udskydes igen eller helt aflyses.

Både arrangørerne og Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har indtil videre fastholdt, at legene gennemføres denne sommer – med eller uden tilskuere.

/ritzau/