Det skulle han ikke have gjort.
En slovakisk mand tog chancen og vendte tilbage til støvlelandet, hvor han har været efterlyst i hele 16 år. Hans mål var klart.
Den nu 44-årige mand ville se det slovakiske ishockeylandshold folde sig ud under vinter-OL, men allerede inden deres første kamp slog italiensk politi til, da de opdagede en booking i hans navn.
Manden havde nemlig indlogeret sig på et sted i udkanten af Milano, og her opsporede det lokale politi ham, bekræfter ordensmagten over for nyhedsbureauet Reuters.
Slovakken er blevet låst inde i San Vittore-fængslet i den centrale del af den italienske storby.
Her venter et ophold på omkring et år for en række tyverier begået i 2010.
Manden gik dermed glip af en regulær drømmestart for det slovakiske ishockeylandshold, der slog Finland 4-1.
