Man kan ikke tage beslutninger ud fra sin mavefornemmelse, siger IOC-præsident Thomas Bach om OL-udsættelse.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) var ikke for lang tid om at bestemme sig for af udsætte OL på grund af coronavirus.

Det mener IOC-præsident Thomas Bach efter beskyldninger om det modsatte.

- Jeg forstår godt, man kan tænke det, men som ansvarlig må man i følelsesmæssige situationer ikke tage beslutninger ud fra mavefornemmelse, siger Bach i et interview med tyske Welt am Sonntag ifølge dpa.

- I sidste ende handler det om OL's og dets kulturarvs langsigtede overlevelse.

Hvis der skulle have været taget en hurtig beslutning, ville det have endt med en aflysning, og det var der ingen atleter, der ønskede på de telefonmøder, der blev afholdt, understreger Bach.

I stedet endte det altså med en udsættelse. I første omgang blev det 24. marts efter flere dages pres fra atleter og forbund meldt ud, at OL blev flyttet til ukendte datoer i 2021.

Seks dage senere blev det besluttet, at legene i Tokyo skal afholdes fra 23. juli til 8. august næste år. Næsten præcis et år senere end de planlagte datoer i 2020.

/ritzau/