Det er besluttet at udskyde OL i Tokyo, siger IOC-medlem Dick Pound. IOC-talsmand nedtoner Pounds udmelding.

Dick Pound, mangeårigt medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC), siger til USA Today, at IOC har besluttet at udskyde OL i Tokyo.

- På det grundlag, IOC har, så er en udskydelse besluttet.

- Det er ikke blevet besluttet, hvad der skal ske fremadrettet. Men legene kommer ikke til at begynde 24. juli, så meget ved jeg, siger Dick Pound til USA Today.

Den udmelding fra Dick Pound nedtoner IOC-talsmand Mark Adams over for det samme medie.

- Det er ethvert IOC-medlems ret at fortolke den beslutning fra IOC-bestyrelsen, der blev annonceret i går (søndag, red.), siger Mark Adams.

Søndag aften annoncerede IOC-præsident Thomas Bach, at en udskydelse af OL er en mulighed, og at der træffes en beslutning inden for fire uger.

Det franske nyhedsbureau AFP har mandag også talt med Dick Pound, som her ikke er lige så skarp i vendingerne, men holder fast i, at en udskydelse er uundgåelig.

- Min fortolkning af IOC's kommunikation er, at IOC ikke ønsker at aflyse, og at IOC ikke tror på, at man kan fortætte med startdatoen 24. juli.

- Så du kigger på ét ord - udskydelse, siger Dick Pound til AFP.

Seniormedlemmet af IOC vurderer, at en udskydelse på et år er det mest sandsynlige.

- Det vil give mere tid til at organisere legene, siger canadieren.

Dick Pound forudser, at udbruddet af coronavirus fortsætter og heller ikke er væk i juli eller flere måneder senere.

- Det her kommer ikke til at forsvinde før september eller oktober. Flere af de største lande i verden er hårdt ramt, og det begynder at blusse op i Afrika, siger Dick Pound.

/ritzau/