I den første coronahåndbog fra IOC opfordres fans til det kommende OL til hverken at råbe eller synge.

Ingen ved endnu, hvor mange fans der kommer til at kunne overvære sommer-OL i Tokyo, hvis nogen overhovedet. Coronapandemien er fortsat en uforudsigelig størrelse for arrangørerne.

Men selv hvis den til juli, når legene indledes, er under så meget kontrol, at der kan lukkes fans ind på stadioner og i arenaer, så bliver stemningen muligvis en noget anden end vanligt.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har onsdag offentliggjort den første håndbog omkring håndtering af coronaen ved OL. Den rummer en klar opfordring til de tilskuere, der måtte få adgang.

Der må gerne klappes, men alle bliver bedt om ikke at komme med tilråb eller synge på tilskuerpladserne.

Det skal være med til at hindre smittespredning, skriver nyhedsbureauet Reuters efter at have kigget i håndbogen.

Håndbogen, som både kan blive revideret og udvidet, hvad IOC lægger op til, gør det også klart, at der skal bæres mundbind næsten hele tiden, når man bevæger sig omkring.

Det er således kun, når man sover og indtager mad, at mundbind på fjernes, står der i håndbogen.

/ritzau/