Det er kun de mest nødvendige personer, der kommer til at være til stede på Den Internationale Olympiske Komités (IOC) vegne, når OL til sommer løber af stablen i Tokyo.

Det meddeler IOC fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

- IOC har besluttet kun at give adgangspas til personer, der har en essentiel og operationel rolle ved OL i Tokyo.

- Dette vil mindske antallet af personer ved legene betragteligt. Det vil blive implementeret ved at reducere antallet af programmer, inklusive IOC's gæsteprogram, lyder det fra IOC.

Beslutningen er endnu et forsøg på sikre mere forsvarlige rammer for OL, der som bekendt er blevet udskudt et år på grund af coronapandemiens rasen.

I sidste uge blev det meldt ud, at ingen udenlandske tilskuere får lov til at være til stede ved legene i den japanske hovedstad for at mindske smitterisikoen.

Fredagens beslutning gælder også for de paralympiske lege, der går i gang et par uger efter OL, som afvikles fra 23. juli til 8. august.

/ritzau/