Det er menneskeligt at fejle, guddommeligt at tilgive.

Sådan lyder et gammelt latinsk ordsprog. 

Og den norske skiskytte Sturla Holm Lægreid viste sig i den grad som et fejlbarligt menneske, da han grædende og med sin nyvundne OL-bronzemedalje om halsen tirsdag fortalte hele verden om sin utroskab.

Om Lægreids eks-kæreste så også er en ophøjet guddommelig skabning, vil tiden vise.

Lægreid gjorde i hvert fald, hvad han kunne for at vinde hende tilbage, da han havde passeret målstregen. 

Nu har han tilmed undskyldt til sin guldvindende landsmand, at han stjal fokus fra hans præstation med sin private bekendelse.

Lægreid havde følelserne uden på tøjet efter sin bronzemedalje. 
Lægreid havde følelserne uden på tøjet efter sin bronzemedalje.  Foto: Matthew Childs/Reuters/Ritzau Scanpix

Flere norske eksperter har nemlig kritiseret Lægreid for at løbe med al opmærksomheden, skriver blandt andre NRK.

Den norske skiskydningslegende Ole Einar Bjørndalen var en af dem, der blev rasende, da han hørte Lægreids interview.

»Skal jeg være ærlig? Sygt egoistisk. Det er chokerende. Norge vinder et OL-guld, og han tager sin første bronzemedalje. At han har været sin største kærlighed utro … det er på en måde hans problem. Han håber sikkert at vinde hende tilbage og vil gøre alt for det, men jeg har ikke behov for at vide noget om det. Det har kun få personer, og det er hans problem. I dag skal vi hylde Botn. Vi skal ikke hylde Sturlas frustrerede kærlighedsliv,« sagde Ole Einar Bjørndalen til TV 2 Sport

Det var, da en journalist fra tv-stationen NRK, ville vide, hvordan Lægreid havde det efter sin flotte tredjeplads, at tilståelsen kom.

Foto: Pawel Kopczynski/Reuters/Ritzau Scanpix

»For et halvt år siden mødte jeg mit livs kærlighed og verdens smukkeste og fineste person. Og for tre måneder siden begår jeg min største fejl og er hende utro,« sagde den 28-årige atlet med gråd i stemmen.

»Det har været den værste uge i mit liv. Jeg havde en guldmedalje i livet. Der er sikkert mange derude, som ser på mig med andre øjne nu. Jeg har kun øjne for hende.«

Den megen kritik fik senere den ulykkelige Lægreid til at undskylde. 

»Jeg må undskylde, hvis jeg ødelagde denne dag for dig. Men jeg tror, du forstår,« sagde han til sin guldvindende landsmand, Johan-Olav Botn på et efterfølgende pressemøde. 

Sturla Holm Lægreid brød grædende sammen efter medaljeceremonien, hvor han sikrede sig bronze.
Sturla Holm Lægreid brød grædende sammen efter medaljeceremonien, hvor han sikrede sig bronze. Foto: Odd Andersen/AFP/Ritzau Scanpix

Botn understregede dog, at han ikke bærer nag.

»Sturla kan gøre præcis, hvad han vil i mixed zone. Det blander jeg mig ikke i. For mig er det her først og fremmest en personlig sejr. Hvor meget plads det får, betyder ikke så meget for mig,« sagde han. 

Trods undskyldningen fortryder Lægreid dog ikke, at han krængede sine inderste følelser ud for rullende kameraer. 

»Det er noget, jeg besluttede i går aftes, uanset hvordan det gik. Jeg håber, jeg ikke gør tingene værre for hende derhjemme. Det er en kærlighedserklæring at begå socialt selvmord på tv. Det er kun hende, jeg vil have,« sagde han.