Hun har et verdensberømt efternavn og er sprunget ind i eliten. Bogstaveligt talt.
For da Jessica Springsteen tirsdag aften lokal tid red ind på springbanen ved OL, cementerede hun, at hun hører til i den absolutte top, efter udtagelsen af hende skabte overskrifter verden over.
Hvis navnet lyder bekendt, er der også en særdeles god grund til det, som knap behøver at blive uddybet mere. For hun er datter af rocklegenden Bruce Springsteen.
Og skulle man tro, at det ene og alene er forældrene og deres formues skyld, at Jessica Springsteen i dag er nået til tops og springer over forhindringer på 165 centimeter på hesteryg, tager man fejl.

Det slog hesteavleren Susie Schoellkopf allerede fast for flere år tilbage.
»Hun gik alle de rigtige veje og har ikke sprunget nogen trin over. Jessica har knoklet hårdt for at nå til der, hvor hun er i dag. Folk antager bare, at fordi hun kommer fra en velhavende baggrund, er det alt, det har krævet – men det er ikke hele sandheden overhovedet. Talentet skal være der, dedikationen skal være der, og fokus skal være der,« har Schoellkopf tidligere fortalt til USA Today.
Alligevel har Jessica Springsteens forældre haft en finger med i spillet, for det var takket være en stor beslutning, som de tog, at datterens interesse for sporten startede.
For ikke mange år efter at den i dag 29-årige Jessica Springsteen kom til verden, valgte Bruce Springsteen og hans kone, Patti Scialfa, at flytte på landet. Mere specifikt flyttede de på en gård i Colts Neck i New Jersey.

Det var et forsøg på at holde deres børn væk fra de sultne papparazzifotografers kamerablitz, men det blev også den spæde start på en karriere som sportsstjerne for Jessica Springsteens vedkommende.
For familien havde blandt andet heste på gården. Allerede som treårig sad Jessica Springsteen på en hesteryg første gang, og hun begyndte til ridning året efter. Da hun var seks, fik hun sin egen pony, og hurtigt startede interessen for ridebanespringning.
Hun var på et tidspunkt til et springstævne i New Jersey som tilskuer. Og her begyndte drømmene for alvor. Hun ville til tops.
»Jeg tænkte, at det ville tage en evighed at nå dertil. Det virkede bare så langt væk,« fortæller hun til Wall Street Journal.

Som ungrytter slog hun langsomt sit navn fast. I 2008 vandt hun som junior ASPCA Macley Finals. I 2009 vandt hun et mesterskab.
I 2010 blev hun nummer to i holdkonkurrencen ved ungdomsmesterskaberne i Nordamerika, og individuelt blev det til bronze.
Selvom Jessica Springsteen, der ved siden af sporten arbejder som model for Gucci, begyndte at læse psykologi ved Duke University – som hun blev færdig fra i 2014 – holdt hun i den grad fast i sin sport, hvor der er kæmpe rift om landsholdspladserne, fordi rytterne kan blive ved i mange år og langt længere end andre atleter.
Hun var reserve til OL i London i 2012, og samme år lavede hendes familie en investering af de helt store.

De købte hesten Vindicat W, en måned efter at den var med til at vinde OL-guld for hold. Prisen blev aldrig delt i offentligheden, men det blev i medierne beskrevet, hvordan heste af den kaliber på det tidspunkt blev solgt for omkring det, der svarer til 50 millioner kroner.
Med den vandt hun blandt andet den prestigefyldte American Gold Cup i 2014, der udløste en præmie på 200.000 dollar, alt imens hun fortsatte sin vej mod verdenstoppen.
Hun lærte på den hårde men også sjove måde, hvad det krævede at nå til tops. En base i Europa. Rejser til stævner i op til 48 af årets 52 uger.
Men det har betalt sig for Jessica Springsteen, der har haft den tidligere OL-guldvinder Laura Kraut som sin træner. Hun har været »med til at gøre hende professionel«, har hun fortalt om Kraut, der kridtede vejen til en plads iblandt eliten.

Jessica Springsteen, der for nogle år tilbage kom på SportsPros liste over de 50 mest bemærkelsesværdige atleter, ligger i dag nummer 14 på verdensranglisten i ridebanespringning og har tjent omkring to millioner dollar svarende til omkring 12,5 millioner kroner på stævner. Hun har nået toppen i en tidlig alder, det viser et kig på verdensranglisten. Gennemsnitsalderen for top-15 er således 39 år.
Mens hun i Rio 2016 ikke kom med på holdet, selvom hun samme år vandt sin første femstjernede grandprix med hesten Cynar VA, er historien en anden i 2021. For her har hun stillet til start ved OL på hesten Don Juan van de Donkhoeve. En hest, der har ændret alt for hende, fortæller hun til Wall Street Journal.
For selvom Jessica Springsteen har ejet mange dyre og dygtige heste i årenes løb, fangede netop denne hendes opmærksomhed i 2019.
»Han var en af de første heste, hvor jeg tænkte: 'Wow, måske ville vi sammen være stærke nok til at komme med på holdet,« fortæller Jessica Springsteen, der i den grad fik ret, for inden hun fik Don Juan van de Donkhoeve, lå hun 'blot' nummer 83 på verdensranglisten.

Ekvipagen blev nummer 31 i den individuelle konkurrence tirsdag, hvilket akkurat ikke var nok til en plads i finalen.
Fredag rider hun så på banen igen. Denne gang i holdkonkurrencen for USA. Det bliver dog uden hendes verdensberømte far på sidelinjen på grund af coronarestriktionerne.
Jessica Springsteen har tidligere fortalt, hvordan forældrene er en stor støtte, men at de også holder sig i baggrunden og blot er med til stævner for at bakke op. Og i sporten er det verdensberømte navn også bare hendes eget, har hun tidligere fortalt:
»Det har aldrig handlet om det. Jeg har altid bare elsket heste, og jeg elsker denne sport.«


