Den danske badmintonstjerne Anders Antonsen var tydeligt indebrændt og frustreret, da han efter lørdagens tætte OL-kvartfinalenederlag skulle sætte ord på skuffelsen.

Han kunne slet ikke finde ro og rystede konstant kroppen som en hund, der lige havde været en tur i Vesterhavet – og han smed med power-gels og figenstænger, der var blevet halvt konsumeret.

»Lige nu er jeg rimelig tom. Jeg er meget tom – det er ikke engang fordi, jeg har en kæmpe vrede,« lød det fra danskeren.

»Men jeg ved bare, at den kamp kommer til at gøre rigtig rigtig ondt, når jeg bliver klar over, hvad der er sket!«

Kvartfinale: Anders Antonsen mod Anthony Sinisuka til OL i Tokyo , lørdag den 31. juli 2021.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Kvartfinale: Anders Antonsen mod Anthony Sinisuka til OL i Tokyo , lørdag den 31. juli 2021.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere


»Jeg var kommet for mere. Så lige nu er den tung. Ja, OL har været en sjov oplevelse, men jeg kom ikke for at 'mingle' med andre udøvere eller få mange pins på akkrediteringen. Jeg var her for at vinde, og det har jeg ikke gjort! Den er tung.«

»Men jeg vinder i 2024 (OL i Paris 2024, red.)!«

Det så ellers så lovende ud undervejs mod indonesiske Anthony Ginsing – i tredje og afgørende var Antonsen foran med 14-11 og skulle afslutte kampen på den – vindmæssigt – gode halvdel.

Men noget gik galt – og indoneseren fik sat fem hurtige point sammen. Og det gok i nødden rejste den 24-årige aarhusianer sig ikke fra.

Kvartfinale: Anders Antonsen taber til Anthony Sinisuka til OL i Tokyo , lørdag den 31. juli 2021.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Kvartfinale: Anders Antonsen taber til Anthony Sinisuka til OL i Tokyo , lørdag den 31. juli 2021.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Selvfølgelig var jeg nervøs (ved 14-11, red.). Men det var han også. Der var meget på spil lige der. Og så laver jeg nogle – det … ja … !«

»Det er ikke situationer, man kan genskabe til træning eller til mange af de andre turneringer. Så det skal jeg bestemt lære af og sørge for, at de ikke sker igen.«

»Det er, hvad jeg har at sige lige nu. Må jeg smutte? Tak,« lød det fra Anders Antonsen, der med rygsækken i hånden pilede ind i omklædningsrummet i spøgelseshallen Musashino Forest Sport Plaza.

Tom indeni, men allerede revanchelysten.