IOC-præsident Thomas Bach forklarer, at man ikke kan udskyde sommer-OL, som man kan flytte en fodboldkamp.

Presset for at få udskudt OL i Tokyo i 2020 stiger.

I de seneste dage har atleter, forbund og nationale olympiske komitéer ytret modstand mod at afvikle legene i juli og august.

Utilfredsheden skyldes udbruddet af coronavirus, og søndag kom flere modstandere på banen.

De nationale olympiske komitéer i Serbien og Kroatien anmoder nu også om en udskydelse af OL.

- Japan har investeret en masse ressourcer i de olympiske lege og har ubøjeligt sagt, at legene skal afvikles efter planen.

- Men det går imod al fornuft, og vi kan ikke støtte det, fordi menneskeliv kommer først, siger Vanja Udovicic, præsident i Serbiens Olympiske Komité, ifølge Reuters.

Zlatko Matesa, der har samme rolle bare i Kroatien, er enig med kollegaen.

- Sport er ikke et tema nu, fordi det er blevet umuligt at konkurrere. Jeg mener, at det er umuligt at gennemføre legene.

- Efter min mening bør og skal OL udskydes nogle få måneder. Det vil ikke være en dramatisk forsinkelse, siger Matesa.

De olympiske komitéer i Norge og Brasilien har også anmodet Den Internationale Olympiske Komité (IOC) om en udskydelse.

Max Hartung, der er tidligere verdensmester i fægtning og allerede kvalificeret til legene, siger, at han vil boykotte OL, hvis det afvikles efter planen.

- Jeg har taget min beslutning. Denne sommer vil jeg ikke deltage i de olympiske lege på den planlagte dato, siger Hartung til den tyske tv-station ZDF.

IOC-præsident Thomas Bach udelukker at aflyse OL, og han forholder sig også kritisk over for en eventuel udskydelse.

- De olympiske lege kan ikke flyttes som en fodboldkamp på næste lørdag.

- Det er en kompleks størrelse, og du kan kun handle ansvarligt, når du kan tage en beslutning, der er velbegrundet, siger Bach til den tyske radiokanal SWR.

- En aflysning af legene vil være den mindst retfærdige løsning. En aflysning vil ødelægge den olympiske drøm for 11.000 atleter fra 206 olympiske komitéer, understreger Bach.

Reuters har i denne weekend talt med flere anonyme kilder inden for den olympiske bevægelse, og nogle af dem siger, at IOC sandsynligvis holder et ekstraordinært bestyrelsesmøde i den kommende uge.

En kilde siger til Reuters, at det møde kan blive "meget, meget tidligt i næste uge". IOC har ikke ønsket at kommentere den oplysning.

/ritzau/