Simone Biles trækker sig fra OL's mangekamp i gymnastik for at fokusere på sit mentale helbred.

Den amerikanske gymnastikstjerne Simone Biles kommer ikke i aktion, når klodens bedste gymnaster torsdag skal kæmpe om OL-metal i mangekamp.

Biles står over konkurrencen for at fokusere på sit mentale helbred.

Det skriver Det Amerikanske Gymnastikforbund på Twitter.

- Simone vil fortsat gennemgå daglige evalueringer for at komme frem til, om hun skal deltage i næste uges individuelle finaler.

- Vi støtter fuldhjertet Simones beslutning, og vi applauderer hendes mod til at prioritere sit eget velbefindende. Hendes mod demonstrerer atter, hvorfor hun er en rollemodel for så mange, skriver forbundet.

Mangekampskonkurrencen finder sted torsdag. Biles er fortsat i spil til de fire olympiske konkurrencer, der afvikles søndag, mandag og tirsdag.

Meldingen kommer, efter at Biles tirsdag udgik af holdkonkurrencen.

Hun leverede en efter egne standarder dårlig præstation i den første disciplin i holdkonkurrencen, spring over hest. Derefter udgik hun. Amerikanerne endte med at tage sølv i konkurrencen.

Op til OL har Simone Biles fortalt, at hun har følt et stort pres på sine skuldre. Det skyldes de store forventninger, som gymnastikfans verden over har til sportens største stjerne.

Simone Biles var en af de helt store stjerner ved OL i 2016, da hun vandt fire guldmedaljer og en bronzemedalje.

Forud for OL i Tokyo var hun spået til at øge den medaljehøst markant, men det er altså fortsat usikkert, om hun får mulighed for at vinde andre medaljer end tirsdagens holdmedalje.

/ritzau/