»Jeg var i finalen, og jeg blev ikke nummer otte, som ellers er den evige joke på vores hold lige nu,« lød det med et grin fra Lotte Friis, da hun satte ord på sin syvendeplads i OL-finalen på 800-meter-fri.
Men den danske svømmepige blev kort efter mere alvorlig, da hun gjorde status over både sit eget og holdkammeraternes OL så langt.
Det har mest været historien om uindfriede forventninger, der har fulgt de danske svømmere ved OL i Rio, men måske er forventningerne netop for urealistiske, mente Lotte Friis, der med sin bronzemedalje fra OL i Beijing står noteret for den seneste danske medalje i svømning.
»Det kan godt være, at jeg ikke svømmede den tid, jeg gerne ville have svømmet, og at jeg ikke fik den medalje hjem, som jeg havde drømt om, men jeg tror også bare, at befolkningen og pressen glemmer, at der altså gik 20 år mellem Bennys medalje (Benny Nielsen vandt sølv ved OL 1988, red) og min. Og det er ikke så nemt at få medalje i svømning. Måske er folk blevet lidt forvent med, at vi får medaljer hele tiden. Vi er ikke robotter, vi gør det så godt vi kan,« sagde hun.
»Det, jeg føler, er sket til dette OL, er, at der er kommet et helt sindssygt generationsskifte, hvor folk, jeg ikke havde forudset, har vundet, og så er der de mere forudsigelige som Michael Phelps og Katie Ledecky. Sådan er det. Det har været et lidt bizart OL i og med, at det har været så uforudsigeligt med så mange unge mennesker, der er kommet op. I 08 var jeg måske selv en af dem, der kom op, og måske har jeg bare ikke lagt mærke til det før nu.«
Hun traf efter en voldsom skuffelse ved OL i London en beslutning om at investere fire år mere i at jagte endnu en OL-medalje. Den var hun aldrig i nærheden af i en finale, hvor amerikanske Katie Ledecky var aldeles suveræn og satte en imponerende verdensrekord. Friis kom ind som nummer syv i tiden 8.24,50 efter det meste af løbet at have befundet sig omkring positioner 5-6.
Hun fortrød ikke, at hun tog fire år mere med, selv om udbyttet altså ikke var tæt på at komme med en sidste OL-medalje.
»Det har været det værd. Jeg fik lov at svømme fænomenalt i 2013, og jeg synes selv, at jeg var med til at sparke Katie (Ledecky, red.) i gang med den karriere, som hun har, og jeg er vel den sidste, som rigtig har kæmpet med hende om medaljerne. Jeg har udviklet mig helt enormt som person og fået venner for livet i og med at jeg er flyttet til USA og Nice,« sagde hun.
Da hun blev spurgt til tankerne om fremtiden, slog hun fast, at det ikke er en beslutning, der er truffet endnu.
»EM i København (2017, red.) trækker meget, fordi EM i Herning var så fedt. Det kunne være fedt at slutte af i Danmark, men det er måske også fedt at slutte ved et OL, og jeg ved ikke, om jeg "gider" træne det, der skal til, for jeg vil ikke til EM som turist, hvis jeg tager det EM med, så er det for at svømme om medaljer. Og så skal der meget træning til, og det ved jeg ikke, om jeg har lyst og overskud til. Nu tager jeg en pause og fordøjer OL, og så flytter jeg tilbage til Danmark.«
Hvis dit OL i 2008 var et eventyr, og det i 2012 var et mareridt, hvad var det her så?
»Det var et OL, hvor jeg hvilede mere i mig selv og var den hele Lotte. OL 2012 var jeg helt nede i kulkælderen, jeg tror aldrig, jeg har været så skuffet og ked af det, og jeg tror aldrig, jeg har grædt så meget, som jeg gjorde til det OL. Jeg er ikke tilfreds med dette OL, men jeg hviler bare mere i mig selv og ved, at det ikke er verdens undergang, fordi jeg ikke får medalje. Svømning er en del af livet, det er ikke livet.«
