»Det er kæmpestort for mig.«

Lasse Norman Hansen står i noget uvant situation, som meget få – hvis nogen overhovedet – kan sætte sig ind i.

Han og hans kæreste, Julie Leth, kan måske snart sidde ved morgenbordet derhjemme med rundstykker på bordet og en OL-medalje hver om halsen – vundet i samme disciplin to dage i træk.

Fredag vandt Julie Leth en sølvmedalje i kvindernes parløb sammen med Amalie Dideriksen. Lørdag er Lasse Norman Hansen sammen med makkeren Michael Mørkøv blandt de absolutte favoritter til at tage en medalje af samme eller endnu finere karat, når det gælder mændenes parløb.

»Julie og jeg bor sammen. Jeg har set hendes arbejdsindsats hver eneste dag. Jeg ved, hvad hun har lagt i det, og jeg ved, hvor meget det betyder for Julie. Derfor betyder hendes sølvmedalje virkelig, virkelig meget for mig. Den har hun fortjent,« siger Lasse Norman Hansen.

Lasse Norman Hansen.
Lasse Norman Hansen. Ida Guldbæk Arentsen

Med et glimt i øjet fortæller han, at der ikke er kommet ekstra pres på, at han skal vinde en medalje i parløb lørdag, til trods for kærestens fantastiske præstation i samme disciplin.

»Det eneste pres, der er på mig, er indeni mig selv. Der kommer nok ikke drillerier mellem os, hvis jeg ikke vinder en medalje. Ellers har jeg heldigvis allerede vundet sølv i år, og så har jeg et par af slagsen derhjemme,« smiler Lasse Norman Hansen, der var med på det danske 4000 meter-hold, der vandt OL-sølv tidligere på ugen.

Presset kommer i stedet et andet sted fra. Lasse Norman Hansen og hans parløbsmakker, Michael Mørkøv, har nemlig kun ét mål. De er blandt favoritterne på banen lørdag. Derfor er der kun én ting, der tæller.

»Det er absolut guldet, vi går efter. Alle løb, vi har kørt sammen, har vi vundet. Vi har blandt andet vundet EM og VM sammen. Vi kan simpelthen ikke sætte en målsætning, der er lavere end guld.« fortæller Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv.

Hvis alt flasker sig lørdag, og det danske makkerpar nupper en medalje, vil det være en historisk bedrift i dansk olympisk historie.

I det tilfælde vil Lasse Norman Hansen nemlig tangere rekorden som den dansker, der samlet har vundet flest medaljer ved de olympiske lege. Han har på nuværende tidspunkt fire medaljer.

»Det giver blod på tanden. Hvad det betyder for mig at tangere rekorden, det ved jeg ikke, før vi er færdige i morgen.« slutter han.

Du kan følge Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv køre parløb lørdag klokken 9.55 dansk tid i B.T.s liveblog.