Jakob Precht Jensen og Jonas Warrer blev nummer seks i den første 49'er-sejlads ved OL, før vinden lagde sig.

Der blev kun afviklet en ud af de tre planlagte sejladser i 49'er tirsdag ved OL i Tokyo. Anden og tredje sejlads blev udskudt på grund af for lidt vind ud for den sydlige del af den japanske millionby.

OL-programmet tillader, at sejladserne kan afvikles på et senere tidspunkt.

På grund af udskydelserne blev det en noget kortere dag end ventet på vandet for den danske båd med Jakob Precht Jensen og fanebærer Jonas Warrer.

Efter forsinkelse fik de taget hul på den første sejlads og lå godt til og indtog en førsteplads, men sejladsen blev afbrudt og startet forfra.

Efter omstarten gik det knap så godt for danskerne, som kom skidt fra start og var nummer 13 ved første mærke. Det blev siden vekslet til en sjetteplads i mål.

- Vi er godt tilfredse med starten. En sjetteplads er bestemt brugbar, og det faktum, at vi sejlede os op gennem feltet, giver også en god fornemmelse, siger Jonas Warrer.

Den erfarne sejler lader sig ikke gå på af løbsledelsens beslutninger på den første konkurrencedag i 49'er.

- Der var nok andre, der ville have ladet sejladserne køre, som forholdene var i dag, men det var så ikke tilfældet her.

- Vi tager det positive med. Vi har en god følelse, og så var Jakob cool, siger OL-guldvinderen fra 2008 omkring sin yngre makker Jakob Precht Jensen, der deltager i sit første OL.

- Hans manøvrer sad i skabet, og selv om vi var lidt nede i sækken, så sejlede vi os op på sjettepladsen, siger Warrer.

Jakob Precht Jensen indrømmer, at han har været usikker på, hvordan han ville reagere på at konkurrere til et OL.

- Jeg har haft masser af forventninger til, hvordan det vil være, og jeg tænkte faktisk, at jeg på det her tidspunkt ville få det dårligt.

- Men det er indtil videre ikke kommet endnu. Jeg har kørt et forløb med en sportspsykolog, og det føles meget som at sejle en tur på Aarhusbugten, siger han.

I alt skal der afvikles 12 indledende sejladser i 49'er samt en medaljesejlads.

/ritzau/