»Det er så stort, som noget kan være.«

Sådan lyder det jublende fra Lisbeth Hansen. Hun er mor til Danmarks nye sølvsmed og plaffeminister, Jesper Hansen.

Mandag morgen vandt klejnsmeden fra Svebølle den første danske OL-medalje ved legene i Tokyo, og for Lisbeth Hansen var det en nervepirrende affære, der blev set med blot et enkelt øje fra haven.

»Hele familien har fulgt med, hvor de nu end var, og jeg har fulgt stille og roligt med fra haven. Det var for spændende til at sidde foran skærmen. Men da jeg opdagede, at han var i finalen, så måtte jeg ind og se det,« forklarer Lisbeth Hansen til B.T. og fortsætter:

Jul 26, 2021; Tokyo, Japan; Men's skeet medalists, from left, Jesper Hansen (DEN), silver, Vincent Hancock (USA), gold, and, Abdullah Alrashidi (KUW), bronze during the Tokyo 2020 Olympic Summer Games at Asaka Shooting Range. Mandatory Credit: Grace Hollars/USA TODAY Sports/Sipa USA
Jul 26, 2021; Tokyo, Japan; Men's skeet medalists, from left, Jesper Hansen (DEN), silver, Vincent Hancock (USA), gold, and, Abdullah Alrashidi (KUW), bronze during the Tokyo 2020 Olympic Summer Games at Asaka Shooting Range. Mandatory Credit: Grace Hollars/USA TODAY Sports/Sipa USA Foto: Grace Hollars
Vis mere

»Det er så vildt, at han får en medalje i dag, også i forhold til hvordan det gik i går. Vi havde slet ikke regnet med noget. Det er surrealistisk, at han kunne nå så langt efter nærmest være dømt ude efter gårsdagens resultat. Det er en rigtig mandfolkepræstation.«

For flere ting gik galt for Jesper Hansen ved gårsdagens skydning. og det var med næb og kløer, at Jesper Hansen kunne tage den sidste finaleplads efter omskydning. Men derefter så danskeren sig ikke tilbage. Til sidst skød han om guldet mod amerikanske Vincent Hancock, der desværre viste sig for stærk. Men andenpladsen bliver naturligvis stadig hyldet af hele familien.

»Det er så vildt, at han har vundet sølv. Man kan ikke helt forstå det endnu. Det er det, han har kæmpet for i mange år,« lyder det fra Pernille Hansen, der er søster til Jesper Hansen.

Jesper Hansen, der altså er uddannet klejnsmed, har de seneste år udelukkende haft skeetskydning som profession. Derfor sendte han, efter sølvmedaljen var hjemme, et par venlige tanker til sin bankdame. Men det er fra faderen Per, Jesper Hansen har sin interesse for at indstille sigtekornet på lerduer.

Denmark's Jesper Hansen competes in the men's skeet qualification during the Tokyo 2020 Olympic Games at the Asaka Shooting Range in the Nerima district of Tokyo on July 26, 2021. (Photo by Tauseef MUSTAFA / AFP)
Denmark's Jesper Hansen competes in the men's skeet qualification during the Tokyo 2020 Olympic Games at the Asaka Shooting Range in the Nerima district of Tokyo on July 26, 2021. (Photo by Tauseef MUSTAFA / AFP) Foto: TAUSEEF MUSTAFA
Vis mere

»Det er Jespers far, som i sin tid har taget Jesper med på skydebanen, og derfra kom han stille og roligt ind i miljøet. Så blev Jesper spurgt, om han ville med på et talenthold, og derfra er det bare kørt derudad,« lyder det yderligere fra mor Lisbeth Hansen.

Hun – og far Per – fik efter medaljeoverrækkelsen er par ord med på vejen af en glad søn.

»Jeg forestiller mig, at min mor render rundt i stuen og ikke aner, hvor hun er henne, mens min far tænker: 'Hold nu kæft, den knægt dér',« lød det fra sølvvinderen Jesper Hansen, som med ét er kommet på hele Danmarks læber.