Transmissionen fra åbningsceremonien ved det igangværende OL blev det sidste, man hørte til den italienske tv-boss Paolo Petrecca.

Han har nu sagt sit direktørjob op hos den italienske tv-kanal RaiSport, efter at han lavede den ene brøler efter den anden på direkte tv. 

Det skriver Euronews.

For ikke bare seerne var rasende over Paolo Petreccas optræden – det samme var journalisterne på RaiSport, der har truet med at nedlægge arbejdet i protest.

Men hvad var det, som den nu færdige tv-boss dog gjorde?

Jo, han kludrede gevaldigt i det, da han med kort varsel sprang til som kommentator i forbindelse med tv-stationens transmission af åbningsceremonien 6. februar.

Den kendte italienske skuespiller og sanger Matilda De Angelis (billedet) blev på skærmen præsenteret som amerikanske Mariah Carey.
Den kendte italienske skuespiller og sanger Matilda De Angelis (billedet) blev på skærmen præsenteret som amerikanske Mariah Carey. Foto: Peter Kneffel/EPA/Ritzau Scanpix

Og det gik galt lige med det samme.

For Paolo Petrecca lagde simpelthen ud med at byde velkommen til Stadio Olimpico i Rom, selv om løjerne foregik langt mod nord: På San Siro i Milano.

Siden annoncerede han, at den amerikanske sangerinde Mariah Carey havde indtaget scenen – selv om der faktisk var tale om den i Italien meget kendte skuespiller Matilda De Angelis.

Da den italienske præsident, Sergio Mattarella, dukkede op på skærmen, blev kvinden ved hans side præsenteret som hans datter.

Her ses den italienske præsident, Sergio Mattarella, og IOC-præsident Kirsty Coventry – som dog af den uheldige tv-boss blev kaldt for præsidentens datter.
Her ses den italienske præsident, Sergio Mattarella, og IOC-præsident Kirsty Coventry – som dog af den uheldige tv-boss blev kaldt for præsidentens datter. Foto: Yara Nardi/Ritzau Scanpix

Faktisk var der tale om IOC-præsident Kirsty Coventry.

Men det stoppede ikke dér for Paolo Petrecca.

Han kunne tilsyneladende ikke genkende flere store italienske sportsstjerner, der var til stede, lige som han om de spanske atleter fik sagt, at de »altid er lækre«.

Som tidligere nævnt har journalisterne på RaiSport været rasende, og de havde planlagt en tre dage lang strejke efter OLs afslutning. 

Desuden har de nægtet at have bylines på de artikler, de har skrevet om den gigantiske sportsbegivenhed.