Liberal Alliances finansordfører Joachim B. Olsen optræder på sin gamle scene, når han fredag 2. marts ved VM i indendørs atletik i Birmingham får overrakt sølvmedaljen i kuglestød fra VM Moskva 2006. Ved VM vandt han ellers bronze.

Det sker, fordi sølvvinderen, hviderusseren Andrej Mikhnevitj, er blevet diskvalificeret for doping ligesom andre medaljevindere. Han vandt sølv med et kast på 21,37 meter foran Joachim B. Olsen, som kastede 21,16 meter.

Det oplyser Det Internationale Atletikforbund, IAAF, i en pressemeddelelse.

Joachim B. Olsen glæder sig over sølvmedaljen, for dengang blev han klandret for at kritisere Andrej Mikhnevitj ved EM i Gøteborg i 2006.

»Jeg er glad for, at jeg skal til indendørs VM. Jeg er inviteret derover af det internationale atletikforbund for at modtage sølvmedaljen. Det er sjovt for mig, at jeg skal tilbage i en atletikhal efter så mange år,« siger Joachim B. Olsen.

»Det er god stil. Jeg har før modtaget en sølvmedalje per efterkrav fra OL. Da blev der ikke rigtig gjort noget ud af det. Det var en lidt flad fornemmelse. Så nu glæder jeg mig til den lille ceremoni.«

Reese Hoffa vandt guld i VM-konkurrencen i 2006.

Spørgsmål: Kæmpede du som kuglestøder mod urene atleter?

»Dengang havde jeg ikke rigtig tillid til landene øst for Polen, særlig Rusland. Det har også vist sig rigtigt efter afsløringerne om russisk idræt. Jeg havde ikke tillid til, at der var en ordentlig dopingkontrol,« siger Joachim B. Olsen.

Fra 90'erne frem blev doping kontrolleret bedre, ligesom langt de fleste atleter var rene, mener han.

»Da jeg konkurrerede, var det mit indtryk, at langt, langt de fleste - 95 procent - af mine konkurrenter var rene. Men så var der enkelte fra Rusland og Hviderusland, hvor der var en dårlig kultur,« siger Joachim B. Olsen.

 

/ritzau/