De danske håndboldherrer er klar til OL-semifinalerne efter en knusende sikker sejr over Slovenien i kvartfinalen. 37-30 lød de overbevisende cifre, der bryder den OL-forbandelse, som har hvilet over danskerne, der er røget ud af netop kvartfinalerne i 2008 og 2012.

Men med en topkoncentreret indsats og et giftigt angrebsspil fik Danmark knækket slovenerne, og i anden halvleg var det i lang tid blot et spørgsmål om sejrens størrelse. Spændingen var på det tidspunkt begrænset i Future Arena, men før kampen var den til gengæld udtalt i den danske lejr, hvor spillerne godt vidste, at presset var massivt med tanke på både OL-historikken og et par kiksede semifinaler i de seneste slutrunder. Derfor var lettelsen også stor, forklarer Mikkel Hansen.

»Det er dejligt. Vi har haft lidt problemer her på det seneste til EM og VM, men også til de seneste to OL, hvor jeg har været med, hvor vi er kommet til kvartfinalerne og er blevet slået ud. Så det her føles helt vildt dejligt,« siger Danmarks største stjerne.

Nu håber Mikkel Hansen på, at succesoplevelsen kan give holdet et boost, fordi det også er den første af sin slags under landstræner Gudmundur Gudmundsson, der ikke tidligere har ført holdet frem til medaljekampene.

"Forhåbentligt betyder det, at får vi en masse selvtillid inden vores næste kamp. Der venter os endnu en stor kamp uanset, om det bliver Kroatien eller Polen. Jeg vil sige, at jeg havde og har meget respekt for Slovenien, de har spillet noget af det bedste håndbold, vi har set under OL. Det var en imponerende præstation både offensivt og defensivt, og vi skal finde det der spændingsniveau, som vi fandt i dag. Gør vi det, så ser det fornuftigt ud," siger han.

Også Niklas Landin, der var med i skuffelsen for fire år siden, hvor Sverige slog Danmark ud af kvartfinalen, glæder sig over, at OL-komplekset tilsyneladende er fortid.

»Ja, tredje gang til OL er lykkens gang for det her hold. Det var fantastisk. Nu er vi rigtig glade i dag over, at den hedder semifinale. Det var selvfølgelig en stor hurdle for os med den kvartfinale. Nu står vi i en semifinale, og så skal vi have stort fokus,« siger Landin og fortsætter:

»Det har været en lettelse for os. Det har været den her kamp, vi har set frem til utroligt længe. Da vi havde vundet de to første kampe, så vidste vi, at vi var videre, og siden der har vi haft lidt i baghovedet, at det var den her kamp, vi skulle vinde,« siger 27-årige Niklas Landin, som end ikke var født, da landsholdet senest var i en OL-semifinale.

Det var i 1984. Dengang blev det til et nederlag til Vesttyskland. Dem kan Danmark af gode grunde ikke møde denne gang, men det kan dog blive til en finale mod Tyskland, hvis de tyske 'bad boys' slår Frankrigs guldfavoritter i den anden semifinale.

I første omgang gælder det dog en semifinale, hvor modstanderen bliver enten Kroatien eller Polen. Det bliver afgjort natten til torsdag dansk tid.