»Det var en masse aaaaargh!«
Sådan fortalte en jublende Emma Aastrand Jørgensen, efter hun havde fået hængt bronzemedaljen om halsen.
For hun havde sin familie med på sidelinjen hele vejen igennem. Altså sådan da. En klassisk 'gudskelov for de sociale medier', for hvad gør man, når coronarestriktionerne gør, at de ikke må være fysisk i Tokyo? Man ringer til dem på Facetime som det første, når man kommer op fra vandet.
Emma Aastrand Jørgensen ville gerne se familiens første reaktioner og følelser, ligesom hun selvfølgelig ville tale med dem som nogle af de første efter finalen i 500 meter enerkajak.
»Det var både min mor, min søster, min onkel, min moster, mors veninde. Der var også kameraer. Der sker så mange ting, det var lidt svært at høre. Men det var en masse 'tillykke, hvor er du sej', 'vi er stolte af dig' og alle de her ting,« fortæller Emma Aastrand Jørgensen.
Og hun lagde ikke røret på på noget tidspunkt. Heller ikke, da hun første gang var nede for at tale med journalister.
»Emma, er du der?« kunne man høre fra stemmen i telefonen, hvortil kajakroeren altså måtte svare, at hun 'lige talte med journalister'.
»Mor er vigtigst,« lød svaret tilbage, hvilket medførte et stort smil hos 25-årige Emma Aastrand Jørgensen.
Da hun havde klædt om, kunne hun se, de havde åbnet champagne hjemme i Danmark, og så skålede hun lige med dem i en flaske vand. Noget, hun virkelig følte var rart og gav en endnu bedre fornemmelse, for den danske bronzevinder lagde ikke skjul på, at det er et kæmpe savn for hende.
»Jeg synes, det er super hårdt, fordi de havde da købt billetter og var klar til at tage afsted i 2020. Det er super hårdt, de ikke er med. Det er nogle af de krammere, jeg rigtig gerne vil have, når jeg kommer over målstregen. Men at de andre var der, og der er så stor opmærksomhed, når man kommer over målstregen med krammere og lykønskninger, så dulmer det lidt den lille hjemve, der pludselig er, når man står her og har gjort noget, der er så godt,« fortalte hun.
Selvom hun savnede familien, havde hun dog det helt store smil på. Hun var lykkelig.
»Jeg har det godt. Jeg har det dejligt. Det betyder rigtig meget, at jeg kan få lov til at være med, hvor det sker,« sagde den stolte dansker, mens hun holdt sin medalje og kiggede længe på den.
Hun lagde ikke skjul på, at hun havde haft enormt mange forventninger til sig selv til dette OL. Der var lagt et pres.
»Jeg tror bare, det efter EM gik rigtig godt. Så har jeg haft nogle gode måneder op til. Når man ved, man godt kan ligge med fremme, tror jeg bare automatisk, at presset på en bliver lidt større. Det har det bare været i år. Jeg har følt, det har været min tur. At det var min tur til at træde øverst på skamlen,« sagde Emma Aastrand Jørgensen og fortsatte:
»Jeg tager også til takke med to bronzemedaljer, fordi jeg ved, at de, der bliver nummer et og to, har lige så mange års træning og erfaring. Det er dygtige roere. Jeg er meget tilfreds med mine tredjepladser,« sagde hun med et smil.
Det var storfavoritten Lisa Carrington, der vandt guld, mens Tamara Csipes fra Ungarn vandt sølv.
