Morten Bennekou glæder sig over, at alle danske baneryttere i aktion har medalje med hjem fra OL i Tokyo.

Ganske vist måtte Morten Bennekou se cykelrytteren Amalie Dideriksen havne lige uden for medaljeskamlen, da hun som den sidste danske atlet i aktion ved OL kørte omnium tidligt søndag dansk tid på legenes sidste konkurrencedag.

Alligevel var smilet ikke til at tørre af ansigtet hos elitechefen i Danmarks Cykle Union (DCU).

Tre medaljer blev det nemlig til for de danske baneryttere, en af guld og to af sølv.

- Vi har lavet tre medaljer, vi kom efter to og havde måske håbet på tre. Det er over forventning, vil jeg sige. Vi hentede også mange top-8-placeringer, som også tæller i de her systemer, pointerer Morten Bennekou.

I mændenes parløb vandt Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv guld, i kvindernes ditto fik Amalie Dideriksen og Julie Leth sølv, og det samme gjorde Frederik Rodenberg, Niklas Larsen, Rasmus Lund og Lasse Norman Hansen i 4000 meter holdforfølgelsesløb.

- Det er altså værd at bemærke, at samtlige danskere, der har været i aktion her på banen, har taget mindst en medalje. Det er en meget god statistik, påpeger Bennekou.

Det er da også den brede succes, der gør ham mest glad, når han skal evaluere banerytternes OL som helhed.

- Vi har ikke bare et stjerneskud, som vi risikerer at miste, men vi har det her med, at vi lykkes i alle discipliner, vi stiller op i, med top-5. Det fortæller, at vi ud over dygtige ryttere og trænere har nogle koncepter, der virker.

- Ellers ville man kun lykkes et eller måske to steder. Vi lykkes hele vejen rundt og kører om medaljerne. Det giver tro på fremtiden, selv om vi skal skifte lidt ud her og der indimellem.

Derfor er Bennekou fuld af fortrøstning frem mod OL i Paris i 2024.

- Jeg synes, at vi står godt. Nu skal stort set alle ud og satse på landevejen, hvilket hele tiden har været meningen, at de skal ud og tage nogle skridt der, men der er ingen af dem, der siger, at de ikke vil med til Paris.

- Vi har også nogle på vej nedefra, der kommer til at udfordre dem inden så længe. Så der er fine perspektiver inden Paris, vurderer elitechefen.

/ritzau/