Eksperter mener, at Japan har vist svaghedstegn i forhold til at kontrollere coronapandemien.

Eksperter mener, at det bør genovervejes, hvordan og om OL i Tokyo skal gennemføres til sommer.

Det fremgår af en artikel i det medicinske tidsskrift British Medical Journal (BMJ).

- Planerne om at afholde OL og Para-OL til sommer bør tages op til overvejelse som en hastesag, lyder det i artiklen.

Ekspertgruppen, der står bag artiklen, består af sundhedsforskere fra både Storbritannien og Japan.

Eksperterne mener, at afholdelsen af OL strider mod Japans forpligtelser til at bidrage til global sundhed og menneskers sikkerhed.

I Japan ruller den fjerde coronabølge i øjeblikket hen over landet.

Artiklen i tidsskriftet fremhæver, at Japan i modsætning til flere andre asiatiske lande har udvist manglende evner til at kontrollere pandemien.

I den forbindelse fremhæves svag testkapacitet og ineffektiv udrulning af vacciner.

- For at beskytte atleter mod coronavirus skal Japan udvikle og implementere en klar strategi for, hvordan man eliminerer chancen for smittespredning inden for landets grænser, lyder det.

Eksperterne fremhæver Australien som et eksempel på, hvordan man sikkert kan gennemføre en sportsbegivenhed.

Ved tennisturneringen Australian Open tidligere på året var der mange tilskuere på tribunerne. Da smitte brød ud i samme del af landet, blev der lukket drastisk ned.

Eksperterne opfordrer desuden til at lægge en klar plan for, hvordan man tager imod udenlandske atleter, journalister og kommercielle partnere.

Torsdag var Toshihiro Nikaii, der er vicepartileder i regeringspartiet Det Liberaldemokratiske Parti (LPD), ude med en melding om, at OL kan komme i fare, hvis ikke smitten i Japan bremses.

Hos Danmarks Idrætsforbund har formand Niels Nygaard fortsat is i maven. Den Internationale Olympiske Komité melder således, at al forberedelse kører som planlagt.

OL skydes i gang 23. juli og slutter 8. august.

/ritzau/