Skiløberen Christoffer Faarup må notere en beskeden 30.-plads som udbytte af sin første arbejdsdag ved vinter-OL i Sydkorea.

I den alpine kombinationskonkurrence demonstrerede Hobro-løberen igen, at han er bedst som tempoløber og har anderledes svært ved at gøre sig gældende i den tekniske slalomdisciplin.

Faarup gjorde det nemlig rigtig fint i styrtløbet, hvor han var 20.-bedst, men han var efterfølgende helt klar over, at han ville få problemer med at forsvare placeringen i slalom.

Se Faarups flotte styrtløb i videoen over artiklen

Efter en aggressiv start lavede han en fejl, der var tæt på at koste ham en port.

Han genvandt kontrollen over skiene i tide, men mistede så meget fart, at han kom i mål i en tid, der var mere end otte sekunder langsommere end de bedste.

Faarup var dog langt fra den eneste, der havde problemer med den hårde og isede slalompiste, hvor en lang række udøvere måtte udgå.

Trods det skuffende slalomløb er danskerens slutplacering bedre end ved OL for fire år siden, hvor han blev nummer 34.

I topstriden levede Marcel Hirscher op til favoritværdigheden og vandt karrierens første OL-guldmedalje.

Østrigeren var nummer 12 efter styrtløbet, men med en sikker slalompræstation henviste han franskmændene Alexis Pinturault og Victor Muffat-Jeandet til sølv- og bronzepladserne.

Med afviklingen af kombinationskonkurrencen lykkedes det endelig at få taget hul på alpindisciplinerne, efter at hård vind udsatte flere konkurrencer på OL's første dage.

Programmet byder onsdag på kvindernes slalom.

/ritzau/