Danmarks curlingkvinder tabte mandag til både USA og Rusland. Madeleine Dupont er tilfreds med præstationerne.

De danske curlingkvinder er det dårligste hold ved vinter-OL i Sydkorea efter mandagens to nederlag.

Først tabte skipper Madeleine Dupont og det danske hold 6-7 til USA, inden det blev til et nederlag på 7-8 til Rusland, der stiller op under neutralt flag i Pyeongchang.

»Det var igen en god præstation. Meget tæt og lige-ved-og-næsten,« siger Dupont efter nederlaget til Rusland. (DU KAN SE HØJDEPUNKTERNE FRA KAMPEN PÅ VIDEOEN ØVERST PÅ SIDEN)

»Vi mødte verdens bedste hold, og det er fedt, at vi kan spille lige op med dem.«

Danskerne fik udlignet til 7-7 i niende ende mod russerne i en tæt affære, der blev afgjort, da Danmark misbrugte holdets sidste sten i tiende ende.

»Det er fanme surt. Lige nu føles det ikke som om, at vi kan bruge det til noget, men vi gjorde det alligevel godt,« siger skipperen.

LÆS OGSÅ: OL-nedtur fortsætter: Curlingkvinder taber for sjette gang

OL-turneringen har hidtil budt på seks nederlag og en enkelt sejr for danskerne.

»Vi fokuserer på en masse værdier og at gøre de rigtige ting.«

»Vi er der for hinanden og er nærværende på banen. Det holder vi fast i igen og igen. At det ikke lige falder ud til vores fordel, det er drønærgerligt,« siger hun.

De danske curlingkvinder mangler endnu at møde Schweiz og Sydkoreas værter.

Med to kampe tilbage er danskerne uden chance for at nå semifinalerne.

/ritzau/