DR-værten Tobias Hansen har stået på ski hele sit liv. Og han har været i Livigno et hav af gange.

Men denne gang er helt særlig.

For på grund af vinter-OL er hotelpriserne stukket af.

Det ses tydeligt i DRs højdepunktsprogram, der sendes hver aften under vinter-OL. I mandagens udsendelse viser Tobias Hansen, at den billigste hotelbooking koster 3.600 kroner i døgnet.

Det samme er tilfældet, da B.T. tjekker bookingsiden Hotels.com i uge 8. Her ligger priserne for et værelse i Livigno på mellem 3.600 og 13.500 kroner.

Og det har gjort de ellers så populære pister mennesketomme.

Under OL bruger Tobias Hansen sin fritid på pisterne.
Under OL bruger Tobias Hansen sin fritid på pisterne. Foto: Privat

»Jeg har aldrig nogensinde oplevet så få mennesker – selv ikke i starten og slutningen af sæsonen,« siger Tobias Hansen til B.T.

»Den anden dag var jeg oppe at stå på ski i tre timer. Jeg sad måske i 10-12 lifte undervejs, og der var ikke ét tidspunkt, hvor jeg sad med et andet menneske. Det siger lidt om, hvor få mennesker, der er hernede i øjeblikket. Liftpasserne står også bare og ryster på hovedet. Det er virkelig ekstraordinært.«

Og ifølge Tobias Hansen er der flere forklaringer på de manglende skiturister.

»For det første har det været sværere for folk at finde hoteller – og især hoteller til menneskelige priser. Det har selvfølgelig en kæmpe påvirkning.«

»Men jeg tror også, der er mange, der har tænkt: 'OL, Livigno, februar. Der kommer mange mennesker, så der skal vi i hvert fald ikke til i år'.«

Så er der også et andet stort men. 

Det er nemlig kun folk, der bor i byen, eller som kan fremvise en hotelbooking, der kan køre op til den italienske skisportsby i bil.

»Al trafik til og fra Livigno er reguleret. Der står politibetjente i nærmest hvert hårnålesving heroppe i bjergvejene.«

Se en af Tobias Hansens videoer fra de mennesketomme pister herunder:

Det betyder, at mange italienere, der plejer at tage på skiferie i byen, må finde et andet sted i år, simpelthen fordi de ikke kan komme op til byen i deres egen bil. Den eneste mulighed er ved at køre i bus.

»Og så bliver det lige pludselig en lang rejse,« siger Tobias Hansen.

Men DR-værten har dog mødt nogle få mennesker, når han mellem udsendelserne har brugt fritiden på pisterne.

»Det er faktisk meget sjovt, fordi i uge 7, var der en del danskere. Jeg tror, at procentdelen af antal liftkort købt af danskere sammenlignet med andre nationer var høj.«

Det er snowboard- og freestyleatleterne, der holder til i Livigno under OL.
Det er snowboard- og freestyleatleterne, der holder til i Livigno under OL. Foto: Dylan Martinez/Reuters/Ritzau Scanpix

»Dem, der har taget turen i uge 7 og 8, får en uforglemmelig oplevelse, for de er fuldstændig alene.«

Alene er de også i byens restauranter.

»Jeg har været her før i både uge 7 og 8 og normalt er det svært at booke bord på restauranterne, fordi der er mange mennesker. Men i de her uger kan du nærmest gå ind fra gaden og få et bord – også på de bedste restauranter,« siger Tobias Hansen.

I Livigno bor snowboard- og freestyleatleterne. Heriblandt dem, der dyrker pukkelpist, Big Air, slopestyle og halfpipe.

Eileen Gu er en af de mange store stjerner, du kan møde i den italienske skisportsby.
Eileen Gu er en af de mange store stjerner, du kan møde i den italienske skisportsby. Foto: Alex Plavevski/EPA/Ritzau Scanpix

Normalt er der ifølge Tobias Hansen plads til 18.000 overnattende gæster i døgnet.

Men da størstedelen af pladserne er booket til atleterne, er der ikke mange tilbage til almindelige turister. Slet ikke til overkommelige priser.

Har du alligevel den store pengepung fremme, er der mulighed for at møde flere store stjerner.

Blandt andre den kinesiske freestyleskiløber Eileen Gu.

»Men man skal nok over 12.000 kroner for at bo sammen med hende,« griner Tobias Hansen.