Tobias Hansen ligger bevidstløs.
Der er blod overalt. Sneen er helt rød. Han svæver mellem liv og død.
Året er 2007, og han er netop faldet 35 meter ned ad en klippeskrænt under en skitur i Alpe d'Huez.
På bjergsiden, i helikopteren og i de efterfølgende dage på et fransk hospital må han pludselig kæmpe for sit liv.
Han husker det dog ikke selv. For det er alt sammen noget, han har fået fortalt.
Det fortæller DR-værten, da B.T. fanger ham på telefonen, mens han er afsted for at dække vinter-OL.
I disse uger kan han nemlig se verdens største skistjerner drøne ned ad de italienske pister. Et syn, der har fået ham til at tænke tilbage på den skæbnesvangre dag for 19 år siden:
»Det sidste, jeg husker fra den dag, er, at jeg står på toppen af bjergsiden og banker mine stave sammen som et klassisk ritual, inden jeg begynder at køre ned.«
Men her stopper hans egen fortælling så også.
For det er kun, fordi hans franske ven Tomas ser hele skrækulykken udfolde sig, at tv-værten kan gengive, hvad der helt præcist skete dén dag:
»På et tidspunkt rammer jeg nogle sten, og derefter begynder jeg at slå kolbøtter. Alt sammen inden jeg ryger ud over nogle klipper. Og der kæmper jeg faktisk alt, jeg kan, men de sidste to gange, hvor jeg rammer klipperne, er jeg fuldstændig bevidstløs.«
På det her tidspunkt er vennen Tomas allerede gået i gang med at slå alarm.
Han råber og skriger efter de folk, der befinder sig i nærheden.
Alt imens han forsøger at kæmpe sig igennem de voldsomme mængder af sne. For han skal bare redde sin danske kammerat.
Det er det eneste, han tænker på, da han pludselig får et lillebitte livstegn fra danskeren:
»På et tidspunkt rækker jeg min venstre arm op. Så ved Tomas, jeg ikke er død. Og han gør alt for at holde mig i live, da han når hen til mig.«
»Jeg ligger og vender det hvide ud af øjnene. Og jeg virker, som om jeg er klar til at forlade livet. Jeg tror, det er slut, siger Tomas. Så han hamrer mig på kinden og kniber mig i armen, indtil lægehelikopteren kommer,« lyder det videre fra Tobias Hansen.
I de efterfølgende minutter, timer, ja, faktisk dage kæmper lægepersonalet med at redde sportsværtens liv:
»Jeg ryger i koma, hvor de åbner mig og derefter fjerner min milt. For jeg har blandt andet fået indre blødninger og et åbent bækkenbrud. Og min ene arm er knust.«
Først efter 10 dage vågner han op fra koma, og der går yderligere end måned, før han kan blive fragtet hjem til Danmark.
»Det var rent held, at jeg overlevede den dag. Det var kun på grund af, at jeg skiftede hjelm på ulykkesmorgenen. Ellers havde jeg været færdig,« forklarer han om nærdødsoplevelsen, der satte tankerne i gang.
For den ændrede ham.
»Der skete noget i mig den dag. Jeg var meget egoistisk førhen, og alt skulle handle om mig, mig og mig. Men jeg fandt ud af, at alt sgu bare ikke handler om mig,« fortæller Tobias Hansen, inden han fortsætter:
»Jeg begyndte i stedet at sætte pris på de små ting. Det havde jeg aldrig gjort før. Så ja... det ændrede mig.«
Ulykken har dog på ingen måde ændret hans lyst til at stå på ski. Eller slukket interessen for skisport.
Langtfra faktisk.
Men han er dog meget mere påpasselig, end han var førhen.
»For jeg skal fandeme ikke dø af at stå på ski,« afslutter han.