Det bliver et markant anderledes OL – helt uden tilskuere og med spandevis af restriktioner på grund af coronavirus.

Også for Danmarks Radio, der deler rettighederne til sommerens lege i Tokyo med Discovery.

Men det er dog ikke noget, der har afholdt DR fra at tage afsted til den japanske hovedstad.

»Vi har 30 ansatte i Tokyo, hvoraf den ene er en dedikeret coronaansvarlig,« siger Anders Kern, underdirektør i DR med ansvar for sporten, til B.T.

Foto: BEHROUZ MEHRI
Vis mere

Han forklarer desuden, at selv om coronapandemien har medført svære betingelser for rettighedshavere verden over, vil seerne dog ikke komme til at se en produktion i en decimeret udgave.

»Vi har stort set alle de folk i Japan, vi havde planer om. Den største enkeltstående forskel er, at dem, vi sender ud, ikke må lave særligt meget – eksempelvis historier om Japan. De skal primært blive på hotellet, når der ikke er sportsbegivenheder i gang.«

OL i Tokyo endte med at blive udskudt med et helt år på grund af den frygtede coronavirus, og det medførte da også store ændringer undervejs i DRs planlægning, lyder det fra Anders Kern.

Var der et tidspunkt i planlægningen, hvor I overvejede at blive hjemme?

»Vi har på intet tidspunkt overvejet at blive hjemme fra Japan. Vi synes, at når det er så stor en begivenhed, så er det vigtigt, at der er nogen til at snakke med atleterne og til at formidle danskerne i aktion.«

Var der nogen af jeres ansatte, der takkede nej til at rejse til Tokyo på grund af coronavirus?

»Vi har stort set alle dem med, som vi havde planer om, at vi ville have med til Tokyo. Der var desværre nogle, som blev nære kontakter til en smittet, og én blev selv smittet inden afrejse, og så måtte de jo blive hjemme.«

Ifølge underdirektøren er de første meldinger fra Japan, at tv-forholdene fungerer, selvom de er præget af restriktioner.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det er i stedet de DR-ansatte i Tokyo, der er mest ramt af de mange restriktioner.

»Vores udsendte skal eksempelvis sidde på værelserne og spise. De må ikke sidde i cafeen, baren eller gå i byen,« afslutter Anders Kern.

OL afvikles fra 23. juli til 8. august.