Den svindeldømte Julia Simon vandt onsdag OL-guld i kvindernes individuelle skiskydning på 15 km-distancen, men det blev slet ikke samtaleemnet efter triumfen.
I stedet sendte hun en klar besked med sit kropssprog, hvor hun tyssede ud mod publikum.
Fingeren for munden var rettet mod en bestemt person.
»Det er til en fransk journalist. Han skal holde kæft og skrive om sport. Jeg læste en artikel den anden dag. Han skrev nogle grimme ting omkring mig.«
»Jeg ville vise ham, at jeg havde set, hvad han skrev, og at han skal holde kæft og skrive om sport i stedet for. Det er derfor, vi er her,« siger hun.
Hun specificerede ikke, hvem den franske journalist er, men vedkommende burde ikke være i tvivl, lød det.

Hun fik sidste år en betinget dom på tre måneder, fordi hun havde brugt holdkammeraten Justine Braisaz-Bouchets kreditkort.
Det kostede også en bøde på 112.000 kroner.
Desuden idømte forbundet hende også en bøde i samme størrelse og gav hende en karantæne, der gjorde, at hun missede sæsonstarten i november.
