Danmarks Idrætsforbund forventer, at i omegnen af 38 atleter kommer til at udgøre det danske hold ved vinter-OL i Norditalien i februar. Sådan lyder meldingen, mens kvalifikationsprocessen er gået ind i sin sidste uge.
- Det er det tal, vi arbejder ud fra, siger chef de mission for OL-holdet Mikkel Sansone Øhrgaard.
De absolut sidste brikker falder på plads i den kommende weekend. Mandag 19. januar skal de nationale olympiske komitéer have sat navne på alle sportsfolk, der skal med til legene.
Foreløbig er 31 danskere officielt OL-klar. De 25 af dem spiller på det mandlige ishockeylandshold. Kvindernes curlinghold stiller med fem, og så er skøjteløberen Viktor Hald Thorup udtaget i disciplinen massestart.
Nummer 32 og 33 bliver givetvis Rasmus Vestergård Johansen i skeleton og alpinskiløberen Clara-Marie Vorre.
- De har begge opfyldt både de nationale og internationale krav. Men de er ikke formelt udtaget endnu, påpeger Mikkel Sansone Øhrgaard.
Danmark er også sikker på at få en udøver med i alpint skiløb for mænd. Spørgsmålet er kun, om der bliver OL-debut til dansk-østrigeren Christian Borgnæs, eller om Casper Dyrbye skal med for tredje gang.
- De ligger nærmest side om side, og det er utrolig tæt. De har begge klaret kravene og har nu denne uge til at afgøre, hvem der slutter øverst på ranglisten, siger Mikkel Sansone Øhrgaard.
I bobslæde ser det godt ud for Maja Voigt, der ifølge OL-chefen er "99 procent sikker på at kvalificere sig" i monobob, altså disciplinen med kun én person i slæden.
Det hele bliver afgjort ved World Cup-stævnet i Altenberg i den kommende weekend.
Derudover tyder alt på, at Danmark får tre skiskytter til start ved legene i Italien.
Dansk-nordmanden Anne de Besche og de grønlandske søskende Ukaleq og Sondre Slettemark ligger alle så højt på kvalifikationslisten, at de formentlig klarer cuttet.
Også her må den danske OL-ledelse vente til weekenden og en World Cup-afdeling i Tyskland på at få endelig klarhed.
- Rigtig meget skal gå galt, hvis de ikke kvalificerer sig. De skal køre ekstremt dårligt, og dem længere nede på ranglisten skal køre ekstremt godt. Vi er 90 procent sikre på, at vi skal have tre deltagere med i skiskydning, siger Mikkel Sansone Øhrgaard.
De to sidste kandidater er der mere usikkerhed omkring.
Speedskateren Philip Due Schmidt har mulighed for at gøre Viktor Hald Thorup selskab i den olympiske massestart.
Gennem sine placeringer i World Cuppen sluttede han lige akkurat i den krævede top-24 på kvalifikationsranglisten. Men det rækker ikke i sig selv til en OL-billet.
For at få adgang til legene skal atleterne også leve op til et tidskrav. Og Philip Due Schmidt har i kvalifikationsperioden ikke kørt den krævede tid på 6 minutter og 30 sekunder på en 5000-meter.
Derfor deltager han i weekenden i et stævne i Salt Lake City i et sidste forsøg på at klare OL-kravet.
For skeletonkøreren Nanna Vestergård Johansen hænger OL-håbet i en tynd tråd. Hun skal selv levere et topresultat og er samtidig afhængig af konkurrenternes resultater fredag i Winterberg.
- Det bliver desværre svært for hende. Vi er ret nervøse på hendes vegne, siger Mikkel Sansone Øhrgaard.
Vinterlegene i Italien åbner 6. februar.
/ritzau/
