Det kommer til ramme Danmarks Idrætsforbund (DIF) økonomisk, at udenlandske tilskuere ikke får lov til at overvære de olympiske konkurrencer i Tokyo til sommer.

Forbundet bruger normalt et OL til at charmere sig ind hos potentielle sponsorer, der kan se de danske atleter fra nærmeste hold, men den mulighed har forbundet ikke i Tokyo.

Det kan i værste fald få sportslige konsekvenser på både elite- og breddesiden, hvis de manglende danske tilskuere ender med at give en økonomisk begmand til DIF.

Det siger DIF-direktør Morten Mølholm Hansen.

- Der er ingen tvivl om, at det er langt nemmere for os i dansk idræt at indgå kommercielle aftaler, når vores partnere har oplevet et OL.

- Til et OL ser de med egne øjne, at deres økonomiske bidrag til for eksempel nyudviklet udstyr, toptrænere og forberedelse i verdensklasse har afgørende betydning for, om danske atleter vinder medaljer eller ej.

- Nu kommer vi hjem fra Tokyo uden aftaler, og med kun tre år til OL i Paris 2024 er vi hårdt økonomisk presset.

- Det er ikke kun eliten, der har gavn af vores olympiske partnerskaber. Når det regner på præsten, så drypper det som bekendt også på degnen. Og hvis præsten er eliteidrætten, så er degnen breddeidrætten, for breddeidrætten får også gavn af vores store kommercielle aftaler, siger direktøren.

Lørdag blev det endeligt besluttet af de japanske arrangører, at ingen udlændinge må overvære konkurrencerne ved OL.

Det er også ærgerligt for de danske atleter, mener Morten Mølholm Hansen.

- Det er ikke til at bære, at atleterne ikke kan få deres allernærmeste familie med som støtte i Tokyo.

- Mange atleters forældre har været fast inventar på tilskuerpladserne gennem hele karrieren. Nu kan de ikke være med, når deres børns elitekarrierer for alvor peaker. Der føler jeg virkelig med både forældre og atleter, siger han.

Samtidig understreger DIF-direktøren, at DIF og Team Danmark støtter op om lørdagens beslutning.

/ritzau/