Det har udløst kritik fra politikere og organisationer, at næste års vinter-OL bliver afholdt i Kina.

Den olympiske ild er ankommet til den kinesiske hovedstad tidligt onsdag morgen forud for vinter-OL i Beijing i 2022.

Det oplyser Kinas statslige medier.

Det er ventet, at der senere onsdag vil blive afholdt en ceremoni i Beijings olympiske tårn. Derefter skal faklen med den olympiske ild udstilles flere steder i Kina, oplyser statsmedier.

Faklen med den olympiske ild blev antændt mandag formiddag ved en ceremoni i den græske hovedstad, Athen.

Her blev ilden traditionen tro antændt ved hjælp af solens stråler i Heras Tempel.

Ceremonien forløb dog ikke helt roligt. Fire Tibet-aktivister blev nemlig ført bort af politiet undervejs, da de forsøgte at ophænge protestbannere mod vinter-OL i Beijing.

Både politikere og organisationer har hyppigt kritiseret Den Internationale Olympiske Komité (IOC) for at afholde vinter-OL i Kina på grund af landets tvivlsomme forhold til flere menneskerettigheder.

Kritikere hævder, at Kinas regering praktiserer religiøs undertrykkelse, tortur og folkedrab mod uighurer og tibetanere.

Ifølge flere organisationer har mindst en million uighurer været fængslet i lejre i Xinjiang.

Kinas regering benægtede i første omgang dette. Men siden har Kina forsvaret sig med, at lejrene fungerer som erhvervsuddannelser.

Der har også lydt opfordringer til at droppe legene helt i Kina.

IOC-præsident Thomas Bach har afvist et muligt boykot og sagt, at legene er politisk neutrale.

Omkring 2900 atleter fra cirka 85 lande forventes at skulle konkurrere ved vinter-OL, der bliver afholdt i perioden 4.-20. februar.

Beijing var vært for sommer-OL i 2008.

/ritzau/AFP