Man kan hurtigt komme til at se lille ud, når man møder en, der måler 224 cm.
Det måtte det danske taekwondo-håbe Edi Hrnic sande, da han i OL-byen stødte ind i OLs i bogstaveligste forstand største stjerne, den franske basketball-komet Victor Wembanyama.
»Jeg har mødt Wemby her den anden dag. Han pakkede mig helt sammen. Jeg er 193 cm høj, men jeg gik ham til skulderen. Det var noget af en oplevelse.«
»Det er sjovt at se dem, som man normalt kun ser i fjernsynet.«
Han har også høstet erfaring fra nogle af de danske stjerner.
»Jeg har talt både med Niklas Landin og Viktor Axelsen, og de siger bare, at man skal nyde det. Jeg prøver at suge så meget ind fra dem, som jeg kan.«
»Man skulle tro, at det var anderledes, når man møder sådan nogle store stjerner, men de har været virkelig gode til at tage imod os.«

Edi Hrnic skal kæmpe på en af OLs mest imponerende kamppladser, Grand Palais.
»Det bliver så fedt, og jeg har hele familien og nogle venner med. Jeg tror, at jeg er oppe på 20 mennesker, der kommer og støtter mig, og jeg ved, jeg kommer til at høre dem.«
Forberedelsen er gået godt, og han har søgt mod udlandet for at blvie matchet benhårdt.
»Jeg har været meget på træningslejr. Jeg har nærmest været mere i lufthavnen end hjemme,« siger han med et grin.
Edi Hrnic' 1/8-finale er programsat til fredag kl. 12.13.
