Danmarks banelandshold havde sat næsen op efter en guldmedalje ved OL i Tokyo.

Men sådan blev det desværre ikke. Danmark blev nemlig slået af Italien ved 4.000 meters forfølgelsesløb onsdag.

Og det var både meget overraskende og skuffende for Rasmus Lund Pedersen. Han troede nemlig, at Danmark havde vundet guld.

Det fortalte han efter løbet til TV 2 Sport.

Foto: LARS MOELLER
Vis mere

»Det er hjerteskærende. Man har kæmpet så mange år for at vinde guld, og vi kommer som forsvarende verdensmestre og er sikre på, vi har niveauet til det. Vi kommer ud med sølv, og jeg tror faktisk til at starte med, at vi har vundet. Så at gå fra at tro, man har vundet og til at tabe, det er helt specielt.«

Danmark måtte se sig slået af Italien med en meget lille margin. OL-vinderne kørte således de 4.000 meter på 3.42,032, mens Danmark brugte 3.42,198.

Italiens tid var samtidig ny verdensrekord. Danmark førte længe finalen, men tempomonsteret Filippo Ganna fik lavet om på tingene med en meget flot afslutning.

Og det var ikke kun de fire ryttere, som var skuffet efterfølgende. Det var landstræner Casper Jørgensen ligeledes, da B.T. fangede ham i Japans hovedstad.

Foto: PETER PARKS
Vis mere

»Det var virkelig skuffende. For det er også sådan en proces, vi har haft, ikke? Og det er det der med, at det ikke slutter lykkeligt – på en eller anden måde.«

Det gjorde så ondt på Casper Jørgensen, at han stillede spørgsmålstegn omkring sin egen fremtid.

»Ja, det håber jeg. En uge inden OL var jeg ikke i tvivl, men nu er jeg godt nok lidt i tvivl,« lød det således, da han skulle svare på, om han kunne finde motivationen til at fortsætte.

Efter holdløbet er Danmark med i omnium og parløb for både mænd og kvinder.