Natacha Violet Saouma-Pedersen og Mathias Bruun Borreskovs højdepunkt kom allerede tidligt under OL - knap 800 km fra deres kampplads på vandet.

De har kæmpet med verdens bedste sejlere ud for Marseilles kyst, men højdepunktet kom allerede til åbningsceremonien i Paris, hvor især Celines Dions afslutning havde sat sig.

»Det var en vanvittig oplevelse. Vi startede ud med at være til åbningsceremonien, som er den største oplevelse, vi nogensinde har haft. Der gik det op for os, hvad det er vi har været en del af,« siger Natacha Violet Saouma-Pedersen.

De danske sejlere vakte opsigt under ceremonien, fordi de uden tøven gik med til sceneområdet ved Trocadero, selvom det regnede voldsomt.

Lidt vand bider ikke på sejlerne.
Lidt vand bider ikke på sejlerne. Foto: Hannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi var de hårde hunde,« griner hun og blev suppleret af kæresten.

»Anne-Marie (Rindom, red.) ville også gerne blive, så vi blev der som et hold.«

Jeg lagde også mærke til, at I dansede i regnen som nogle af de få.

»Ja ja, lige præcis,« lyder det fra parret med et smil.

Natacha Violet Saouma-Pedersen og Mathias Bruun Borreskov fik sejlet sig op.
Natacha Violet Saouma-Pedersen og Mathias Bruun Borreskov fik sejlet sig op. Foto: Olivier Hoslet/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Kæresteparret havde ramt en rigtig møgdag om mandagen, men kom op på hesten igen og sluttede godt af i det vindstille, bagende klima i Marseille - dog lige uden for pladserne, der gav plads i medaljeracet.

»Det er en enormt stor oplevelse at have sammen, og det sætter vi pris på,« siger han.

Mathias, du har også holdt fødselsdag hernede. Hvordan gik det?

»Det var lidt ærgerlig, for det var igår (Mandag, red.), og der havde jeg et ønske om at lave rene førstepladser, men det kom så ikke til at ske. Men det var rigtig hyggeligt.«

»Det løftede stemningen, ja, men det var ikke det, jeg havde allermest lyst til, da vi var færdige med at sejle,« siger han med et smil.

Sejlerne tager sig en lille pause, men melder sig klar til at gå efter succes til OL i Los Angeles i 2028.