Viktor Hald Thorup gik i udbrud og vandt en indlagt spurt i speedskaternes finale i fællesstart.

Pyeongchang. Speedskateren Viktor Hald Thorup sørgede lørdag for det bedste danske resultat ved vinter-OL i Sydkorea.

Den 23-årige dansker kørte en femteplads hjem i speedskaternes fællesstart.

Hald Thorup gik i udbrud med ti omgange tilbage af finalen og fik selskab af schweizeren Livio Wenger.

Før Hald Thorup og Wenger blev indhentet med omkring fire omgange til målstregen, havde de hver vundet en indlagt spurt, og det betød i sidste ende, at danskeren endte på femtepladsen.

Finalefeltets anden danske deltager, Stefan Due Schmidt, holdt sig nede bagved gennem hele finalen og tog en 13.-plads.

Sydkoreaneren Lee Seung-hoon vandt guld foran belgiske Bart Swings og hollænderen Koen Verweij.

Tidligere lørdag havde det måske største danske medaljehåb i speedskating, Elena Rigas, misset en plads i kvindernes finale.

Rigas er nummer fire i World Cuppen, og derfor var hun spået en realistisk chance for at blande sig blandt de bedste.

Med lørdagens finaler i speedskating afviklet, er der ikke flere danske deltagere tilbage ved legene i Pyeongchang.

Danmark vandt ingen medaljer i Sydkorea.

Blot en enkelt gang er det lykkedes danske atleter at få metal med hjem fra de vinterolympiske lege. Det var i 1998 i Nagano, hvor det kvindelige curlinghold fik sølv.

/ritzau/