Den danske roer Morten Jørgensen har valgt ikke at gå efter flere medaljer ved OL i Tokyo.

Morten Jørgensen har vundet tre OL-medaljer - en af hver slags - ved de seneste tre olympiske lege som en del af letvægtsfireren, i folkemunde kendt som 'Guldfireren'.

I den seneste tid har han roet dobbeltsculler sammen med Kasper Winther Jørgensen og har trænet med henblik på OL i Tokyo i 2020, men nu har det tidligere medlem af Guldfireren valgt at trække stikket.

Det fortæller han til sn.dk.

'Der er for mange hvis'er. Jeg har derfor besluttet ikke at gå efter et nyt OL. Jeg får en klump i halsen, når jeg snakker om det, for det har været den mest smertefulde beslutning i hele mit liv,' siger Morgen Jørgensen til mediet.

Roeren har to børn sammen med sin kone, der lige er blevet læge, og han vil ikke længere ofre familien for at træne frem mod OL.

Morten Jørgensen vandt guld med Guldfireren ved OL i Beijing 2008, mens det blev til bronze i London 2012 og sølv i Rio 2016. Derudover har han to gange VM-guld med Guldfireren fra 2013 og 2014.