Søndag går vinter-OL for alvor i gang for 18-årige Maja Voigt, når hun kører første og andet gennemløb i monobob - en bobslæde med plads til én person.

Hun har allerede været i vinter-OL-boblen i to uger i Milano og Cortina som Danmarks bobslædehåb.

- På nogle måder har det været lidt overvældende. Det er selvfølgelig et kæmpe mål, vi har arbejdet mod, så det kom ikke som en overraskelse. Men hele omfanget af OL er kæmpestort, siger hun.

Siden ankomsten har hun jongleret træning, interviews, åbningsceremoni og støtte til andre danske atleter, mens hun forsøger at nyde oplevelsen af OL.

I 2024 vandt hun guld ved ungdoms-OL i Sydkorea og ser nu frem til at debutere ved de "rigtige" vinterlege.

Som tidligere ungdoms-OL-vinder ser hun også erfaringen som vigtig for fremtiden og håber, at den kan bruges til de næste store konkurrencer.

- Jeg håber på, at det kan give os noget erfaring i forhold til, hvordan det er at være i det største miljø, der overhovedet findes i bobslæde.

- Hele det mentale sted, man skal være, er en del anderledes end de konkurrencer, vi ellers kører, fordi der ellers ikke er lige så meget opmærksomhed på det, siger hun.

Ved dette vinter-OL er det første gang, at Danmark er repræsenteret i en olympisk bobslædekonkurrence.

Maja Voigts håb er, at hendes præstationer kan inspirere danskerne til at følge med og få et indblik i sporten, som under OL får mere fokus end normalt. Bobslæde kombinerer mange modsætninger, forklarer hun.

- Bobslæde er en kombination af mange ting. Det er både, at man skal kunne løbe 170 kilo i gang så hurtigt, som man overhovedet kan, og lige bagefter skal man sætte sig ned i slæden og styre den med rigtig meget præcision. Det handler om at gå op i de helt små detaljer.

Bobslæden skal løbes og skubbes i gang, hvorefter Maja Voigt hopper ned i slæden og styrer den gennem banen.

- På den måde kombinerer sporten nogle modsætninger. Fart er fedt, og på OL-banen går det bare hurtigt, siger hun.

Maja Voigt skal igennem den nye bane til første og andet gennemløb søndag 15. februar, mens de to resterende gennemløb køres dagen efter.

/ritzau/