Danmark har nedlagt en protest ved OL.
Det skyldes diskvalificeringen af den ukrainske skeleton-atlet Vladyslav Heraskevych, bekræfter presseansvarlig for de danske skeleton-udøvere ved OL, Mette Cornelius.

Teamchef for skeleton-atleterne, Tom Johansen, bekræfter over for DR, at det danske skeletonforbund omgående tilsluttede sig en protest mod IOC's beslutning.
»Hvis det får konsekvenser for mig, fordi jeg har stillet mig på ukrainsk side, må vi tage den derfra. Jeg synes jo, det er god ræson, når man er holdkaptajn for et dansk hold ved OL, at man følger den folkestemning, der er i Danmark. Det ville have været kujonagtigt af mig, hvis ikke jeg havde gjort det.«
Hos TV 2 fortalte han dybt berørt, hvorfor han personligt blev ramt så hårdt.
»Vi har været vidne til, at et ungt menneske, som ikke er meget ældre end min søn … til hans tragiske historie ved et OL, hvor han ønsker at ære nogle af de kammerater, han har haft, der er faldet i krigen. I særdeleshed hans holdkammerat fra ungdoms-OL i 2016, og det er det, der gør størst indtryk på mig.«
Tom Johansen står i spidsen den danske skeleton-delegation. Den tæller to atleter, nemlig hans børn, Nanna og Rasmus Vestergård Johansen.
Sidstnævnte nåede akkurat ikke med i top-10 efter de første to gennemløb i herrernes skeleton ved vinter-OL.
