»De havde også én i guld, men den havde jeg sgutte råd til!«

Den danske skeetskydning-helt Jesper Hansen var i hopla, da han viste sin nyerhvervede OL-sølvmedalje frem ved en spontan hyldestreception på DIFs hotel i Tokyo.

Et par timer tidligere havde han sensationelt skeet-skudt den i hus. Sensationelt, fordi intet tidligt på mandagen tydede på dansk metal.

Men via en stime på 50 fuldtræffere skød Jesper Hansen sig ind i konkurrencen. Og til sidst lå han og kæmpede om guldet med en amerikaner og en kuwaitisk skytte.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Amerikaneren, som selvfølgelig var fra Texas, vandt – men danskeren sikrede sig sølvet.

Dermed fik han revanche for legene i Rio de Janeiro i 2016, hvor han var spået til en medalje – men tog tomhændet hjem.

»Rio nagede mig ad helvede til.«

»Da jeg havde skudt det sidste skud, tænkte jeg bare, at jeg skulle have det første fly hjem. Og da jeg sad på flyet, tænkte jeg bare, at det her skal være løgn. 'Det skal kraftedeme være løgn! Jeg vil prøve en gang mere'.«

»Jeg var i god form i Rio og mente, at jeg burde have vundet en medalje. Men denne her gang var jeg i endnu bedre form.«

Og det beviste han. Guldet var undervejs inden for rækkevidde. Men han nåede aldrig at få stillet sigtekornet ind på det.

»Tjaarrh … jeg ved ikke, om jeg troede på guldet. Jeg håbede da på, at sølvmedaljen var der. Jeg vidste, at ham, der lå forrest, er mega hård. 'En idiot', som jeg kalder ham! På den gode måde.«

»Jeg håbede da lidt på det, men jeg kunne godt se, at det blev svært.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Du joker meget – men har der også været nogle emotionelle følelser?

»Nej, men mon ikke de kommer senere, når jeg sidder og kigger ind i spejlet?«

Har du haft fat i familien?

»Nej, jeg har ikke haft fat i nogen som helst. Og det er dels, fordi der ikke er noget internet. Og så er jeg blevet flået ind og ud af det ene og andet sted. Jeg har fået ti minutter til at tage et bad. Så nej, det har jeg ikke.«

Det er vel spændende at høre, hvad de siger til det?

»Jo, det glæder jeg mig til.«

Nu er du med et riffelskud pludselig blevet landskendt. Kan du fortælle lidt om dig selv?

»Haha … ja, hvem er jeg? Jeg er bare en glad dreng, der går meget op i skydning og jagt.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Du hyldede din bankdame efter sejren – kan du uddybe det?

»Hun er den vigtigste dame, jeg har! Det er hende, der står for finanserne og sørger for, at vi ligesom får styr på tropperne. Det er hende, der bestemmer, hvor meget vi kan satse.«

Hvad hedder din bankdame? Så vi kan anbefale hende.

»Det er Charlotte Nielsen. Hun har en del af æren for den her medalje.«

Der er også et OL i Paris om tre år – bliver det med deltagelse fra dig?

»Lad os nu se, hvad tiden bringer – der er altid muligheder for, at jeg står der også,« lød det fra Danmarks første medaljevinder ved OL anno 2021.