Danmarks banelandshold i 4000 meter holdforfølgelsesløb  føler sig ikke sikre på, de er i finalen efter den dramatiske OL-semifinale.

Det siger Morten Bennekou, der er elitechef i Dansk Cykle Union, til DR Sporten.

»Vi føler os ikke sikre, og briterne brokker sig i stride strømme. Så vi vil gerne høre det over højtalerne og se en resultatliste, før vi er sikre.«

»Jeg synes allerede, der er gået for lang tid. Jeg kan ikke forstå, hvorfor vi skal vente så længe,« siger elitechefen.

Foto: CHRISTOPHER JUE
Vis mere

UCI har ellers meldt ud på Twitter, at Danmark vinder semifinalen over Storbritannien efter det dramatiske styrt. Men der er ikke kommet en officiel melding fra OL eller en resultatliste.

»Der burde være hejst flag,« siger Bennekou om styrtet.

Her kørte Frederik Rodenborg fra Danmarks banehold ind i den bagerste brite, som de var ved at overhale. Danskeren var dog ikke klar over, at briten sakkede bagud, da flaget ikke var hejst, siger Bennekou.

Det sidste ord er altså måske ikke sagt.

Frederik Rodenborg har kort efter klokken 11.00 udtalt sig til den danske presse, og han er også usikker på finalepladsen.

»Vi venter stadig på den officielle udmelding, men vi håber selvfølgelig, vi er videre. Nu forbereder vi os, hvis det skulle vise sig, at vi skal køre om i morgen, så er vi bedst muligt forberedt,« siger han til Ritzau.

Cirka klokken 11.15 blev det officielt: Danmark er i finalen og kører om guldet onsdag kl. 11.06 mod Italiens nye verdensrekordholderen. Dét løb kan du naturligvis følge live på bt.dk.