Da de amerikanske atleter gik ind med fanen til vinter-OLs åbningsceremoni fredag blev de mødt med jubelråb.
Men kort efter zoomede kameraerne ind på USAs vicepræsident, J.D. Vance, og hans hustru Usha Vance.
I samme sekund vendte jublen sig til massive buh-råb, så hele verden kunne høre, hvor upopulær Vance er.
Altså hele verden bortset fra de millioner af amerikanere, der så med hos tv-giganten NBC.
For ifølge The Guardian havde NBC bortcensureret buh-råbene.
Ikke overraskende har Det Hvide Hus også delt NBCs klip af Vance uden buh-råbene og ikke et klip med buh-råbene.
Det er ifølge The Guardian ikke første gang, at amerikanske tv-stationer har censureret publikums utilfredshed mod Trump-administrationen.
Ved US Open i september blev de bedt om ikke at vise publikums reaktion, da præsident Donald Trump dukkede op.
Netop Donald Trump har reageret på buh-råbene mod J.D. Vance ved vinter-OL i Milano.
»Er det rigtigt? Det er overraskende, for folk kan godt lide ham. Jeg mener, helt ærligt, han er i et fremmed land. Han bliver ikke buhet ud i dette land (i USA, red.),« lyder det fra Donald Trump.
Legene i Milano har også været ramt af heftige protester mod J.D. Vance og særligt de ICE-agenter, der også er på plads i Milano.
