I toppen af artiklen kan du se eller gense, da danskerne smed sejren mod Storbritannien.

Canadas curlingherrer vandt natten til tirsdag dansk tid over Japan og slukkede dermed sidste danske håb.

Pyeongchang. Med to kampe igen er de danske curlingherrer færdige ved vinter-OL i Pyeongchang.

Det står klart, efter at Canada natten til tirsdag dansk tid besejrede Japan 8-4 og dermed kom op på fem sejre.

Japan gav op efter niende ende, da holdet var nede med fire point.

Storbritannien og Schweiz står også noteret for fem sejre hver, mens Sverige har vundet hele syv af otte kampe.

Det teoretiske håb for dansk avancement til semifinalen blev derfor endegyldigt slukket med tirsdagens resultater, da Danmark maksimalt kan ende på fire sejre, og kun fire hold går videre til kampen om medaljer.

LÆS MERE: OL-stjerne i tårer efter bryst-ups: Nu vælter kritikken ned over tv-kanal

Canadas sejr betyder imidlertid ikke, at de danske herrer kan pakke kufferten lige med det første.

Tirsdag middag spiller Danmark mod selv samme japanske hold, og onsdag går det løs mod Canada.

Allerede efter nederlaget til Storbritannien mandag var skipper Rasmus Stjerne realistisk om målet for de to sidste kampe.

»De bliver hamrende vigtige for os selv. Vi har spillet syv kampe, hvor vi aldrig har givet op. Heller ikke selv om vi var bagud. Vi skal kunne gå herfra med oprejst pande,« sagde Rasmus Stjerne.

/ritzau/