Der er problemer med at finde økonomien til at afvikle vinter-OL i 2026 i den canadiske by Calgary.

Der er usikkerhed om flere byers ansøgninger om at blive vært for de olympiske vinterlege i 2026.

Tidligere har politikere i den svenske by Stockholm afvist, at man er klar til at være OL-vært om otte år.

Og nu er der også problemer canadiske Calgary, der tidligere har udtrykt interesse i at være vært for legene.

Ifølge nyhedsbureauet AP er der bekymring om økonomien blandt politikerne i byrådet i Calgary, og en afstemning om at droppe OL-ansøgningen er på dagsordenen onsdag.

Ved samme lejlighed skal byrådet tage stilling til, om en planlagt afstemning om OL-ansøgningen blandt borgerne i Calgary skal aflyses.

Hvis Calgary vælger at droppe OL-buddet, så er der kun Stockholm samt et fælles bud fra de italienske byer Milano og Cortina d'Ampezzo tilbage.

Problemet i Calgary handler om, hvem der skal bidrage økonomisk til OL-begivenheden. Det drejer sig om støtte fra regeringen og andre regionale aktører, der kan være med til at finansiere det hele.

- Vi har ikke en acceptabel aftale på plads med de andre instanser, siger Evan Woolley, der sidder i Calgarys byråd og arbejder med OL-buddet.

- Det bliver en meget svær beslutning for hele byrådet og for det enkelte byrådsmedlem, siger han.

At afholde vinterlegene i 2026 ventes at koste 5,2 milliarder dollar. Heraf vil byrådet i Calgary have sikkerhed for at få tre milliarder dollar i støtte.

Indtil videre har den canadiske regering lovet at bidrage med 1,5 milliarder dollar, mens den canadiske provins Alberta har lovet 700 millioner dollar.

Naheed Nenshi, borgmester i Calgary, har sagt, at byen ikke skal betale mere end provinsen.

Det betyder, at kravet om de tre milliarder ikke kan opfyldes, da der så vil mangle 100 millioner dollar i støtte for at nå op på de tre milliarder dollar.

Scott Hutcheson, formand for 2026-buddet, afviser, at OL-ansøgningen bliver droppet.

- Forhandlingerne med regeringen er positive og fortsætter. De er ikke stoppet, og vi forbliver selvsikre i troen på at nå en aftale, siger Hutcheson.

Der er frist om at ansøge om at blive vært i april. Den Internationale Olympiske Komité (IOC) vælger olympisk vært i juni.

/ritzau/