De olympiske lege er fantastiske.
Med længder er det den sportsbegivenhed, jeg holder mest af.
Det er følelser, fascination – og forløsning eller fiasko efter fire års intensive forberedelser.
Det er store globale stjerner, som udødeliggør sig selv. Og det er ekstremt dedikerede atleter, der dyrker nichesportsgrene for småskillinger, som rækker ud efter en plads i historiebøgerne.
Og OL i Tokyo har ikke skuffet os. Heller ikke når vi ser på det med danske briller.
Med 11 medaljer har de danske atleter overgået den officielle målsætning fra Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark.
Og danskerne har givet os masser af mindeværdige øjeblikke i den japanske hovedstad.
Særligt ét vil være det, vi husker om 25 år, når snakken falder på OL i 2021. Det er i hvert fald det, jeg tror.
Her tænker jeg på Viktor Axelsens guldmedalje. Og i særdeleshed hans jubel, da han havde vundet badmintonfinalen. Det var en nærmest vantro reaktion – med apatisk gråd og hæmningsløs glæde. Axelsen lignede en mand, der på én og samme tid havde vundet i lotto og fået overbragt den mest tragiske nyhed, man kan forestille sig.
Det var så stærke billeder, at de fleste af os kunne føle det i vores egen krop, selvom vi sad og så det på en tv-skærm flere tusinde kilometer væk.
De følelser var formentlig blevet vækket i os, uanset hvem det var. Men det fik måske lidt ekstra over sig, fordi Viktor Axelsen normalt er en meget kontrolleret og professionel mand, som ikke på den måde lader sin facade krakelere. Men her blottede han sig selv fuldstændig uden den mindste tanke på at opretholde et bestemt image. Det var rent, ægte og umiddelbart. Og reaktionen vil vi huske i mange, mange år. Fordi den netop indkapsler, hvor unikt og stort OL er.
Vi taler om en mand, som har vundet ALT andet end OL. Så det er jo ikke just uvant territorium for ham at vinde guld. Alligevel var det tydeligt for enhver, at en olympisk guldmedalje overgår alt andet. Ja, den tåler slet ikke sammenligning med andre mesterskaber.
Ud over Axelsens triumf har vi været vidner til andre store rød-hvide præstationer. Og det er jo særligt guldet, vi kommer til at huske. Derfor skiller Anne-Marie Rindom og duoen Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv sig også ud. Og Lasse Norman Hansen er altså nu rykket op på en delt førsteplads på listen over alle tiders mest vindende OL-atleter. Ganske enkelt vanvittigt imponerende.
Vi har også set en ekstatisk Jesper Hansen takke sin bankdame for, at hun var lidt velvillig med kreditten, så han kunne få lov at give det et skud i Tokyo – og snuppe en sølvmedalje.
Omvendt har vi også set, hvordan en sølvmedalje kan gøre ondt, når man selv føler, man skal stå med guldet – her tænker jeg selvfølgelig på banelandsholdet i 4.000 meter holdforfølgelse og håndboldherrerne.
De fik dog trods alt medaljer med hjem – der var atleter, som måtte igennem en skuffelse, der vil sidde i dem for altid. Her tænker jeg særligt på roeren Sverri Nielsen, som var på randen af en mental knockout efter sin fjerdeplads i singlesculler. Eller i en lidt anden boldgade, da Sara Slott styrtede over en hæk og sluttede sin karriere liggende på løbebanen på det olympiske stadion.
Det hele indrammer, hvad OL er: fortryllende og brutalt – og alt derimellem.
Sådan har det også været i Tokyo. Og nej, så har der ikke været nogen tilskuere, og dem har vi manglet for at gøre OL til den folkefest, som det normalt er.
Det ændrer – heldigvis – ikke på, at vi alligevel har fået 16 dage med sport på det ypperste niveau. Og med præstationer og reaktioner, som vi kommer til at huske i mange, mange år.
