KOMMENTAR
Dansk svømning er på lange stræk en bragende succeshistorie. Det er vildt, hvad man i post-Mette Jacobsen-tiden har skabt af internationale resultater rundt om den stamme af især kvindelige topsvømmere, som vi også ser i bassinet her i Rio i disse dage.
Lotte Friis, Jeanette Ottesen og Rikke Møller Pedersen har i en årrække været den stærke trio, der førte an i en mindre dansk svømmerevolution, hvor europæiske mesterskaber er blevet renset af for medaljer, hvor der er blevet sat verdensrekord og vundet verdensmesterskaber.
Midt i al den optur har den olympiske succes været udfordringen.
Lotte Friis tog en bronze i 2008, men siden da har danskerne ikke knækket den olympiske kode og overført medaljesuccesen til svømningens vigtigste scene.
Man mærkede det helt voldsomt i London for fire år siden, hvor de danske svømmere - i deres bedste alder - skulle levere den olympiske vare.
Det blev til ren gråd og nedtur.
Og turen til Rio har haft en art revanchens rejse over sig for ikke mindst Jeanette Ottesen, Lotte Friis og Rikke Møller Pedersen
Og der lever også stadig et håb omkring Rikke Møller Pedersen på favoritdistancen 200-meter-bryst, selv om jeg da blev ramt af en art bekymring ved at se hende misse finalen på den halve distance, men det er usammenlignelige verdener, bliver jeg fortalt, og håber det passer.
Rio kan stadig blive rigtig godt for dansk svømning.
Men dette er skrevet, mens man stadig mærker efterveerne af Jeanette Ottesens meget klare nedtur i bassinet sent søndag aften her i Rio.
Nummer otte af otte på favoritdistancen 100-meter-butterfly blev et næsten for voldsomt farvel til en karrierelang drøm om at vinde den olympiske medalje, som ellers på alle måder ville have været et passende element i Ottensens øvrige karrieresamling.
Jeg ved, der er en teoretisk mulighed for Ottesen i 100-meter-fri, og at hun kan blive en del af en holdkaptriumf. Men på det individuelle plan er vi formentlig nået til vejs ende på drømmenes alle.
Det er også, hvad hun selv fornemmer. Hun svømmede søndag aften i verdensrekordtid på de første 50 meter og vendte som den første, men nåede altså hjem som den sidste, da alt syrede til på de sidste 25 meter.
Jeg synes det mest opsigtsvækkende var den retorik, hun pakkede nederlaget ind i. At der er vigtigere ting her i livet, og at hendes familie stadig elsker hende. Det lå i ren forlængelse af de interviews, hun har givet op til legene - blandt andet her i BT - hvor man også har mærket en afslappethed og ubekymrethed over situationens alvor.
Måske fordi det rent faktisk betød mindre for Jeanette Ottesen i 2016 at vinde en olympisk medalje, end det gjorde i 2012.
Måske for at beskytte sig selv mod situationens alvor.
