Søndagen var en lang række skuffelser kun afbrudt af den totale katastrofe – og ja okay, også to nye finaledanskere.
Danmark havde mulighed for at sikre sig en håndfuld medaljer denne søndag, men kun Viktor Axelsen viste sig som en stor boss, mens de andre stadig må gå i lære hos Danmarks OL-sensei.
B.T. fælder dom over en krasbørstig dag, hvor især et nederlag fik os til at tænke på et traume, der ligger 20 år tilbage.
Søndagen kunne ikke have startet bedre end at sende Fjerkongen i finalen, og Viktor Axelsen har nu sikret Danmark medalje ved tre OL i træk. En levende, storspillende legende, som alle Danmarks atleter bør glo på og lære fra, til de ikke kan mere.
Endnu mere nordligt i Paris lød der også en dansk finale-alarm, for Katrine Koch Jacobsen kastede hammerlangt i hammerkast. Det er hammer, hammer fedt!
Det samme kunne siges om Anne-Marie Rindom, der har fået fart i båden og ligger nummer to nu og håndboldherrerne, der pryglede nordmændene og sendte sig selv fra Paris til Lille, hvor den står på knald-eller-fald-kampe herfra.
Derfra så væltede ulykkerne ind.
De fleste troede helhjertet på Højgaard/Olesen i golf og Cathrine Laudrup-Dufour i dressur, men det blev hæderligt i stedet for himmelsk.
Rytterne på cykel, Cecilie Uttrup Ludwig og Emma Norsgaard Bjerg, skuffede også. Cykelsporten har været en akilleshæl til for Danmark til OL, hvor det skulle have været en force.
Og apropos akilleshæl så er skadede Ida Karstoft virkelig en fighter, men en sprinter har brug for friske fødder, og det har hun bare ikke.
Vi græder en flod med Anders Skaarup og Kim Astrup, der var så pinefuldt tæt på at vinde bronze. De havde FIRE matchbolde!
Det er hamrende ubarmhjertigt, at de ender uden metal, men den kamp skal jo lukkes. Medaljerne gives til dem, der ikke smelter under rampelyset, og det var en nedsmeltning af de helt store.
Hvornår har OL-skuffelsen nået sådan et niveau?
Vi kom til at tænke på gode, gamle Wilson Kipketer, der i 2004 lå til at vinde dansk OL-guld på 800m-distancen. Han lå forrest med 30 meter igen, men han blev overhalet af ikke bare en, men to – og endte med bronze, kun 0,2 sekunder fra guldet. Skuffen hang helt nede på gulvet hos alle danskere, der så på.
Det er den salgs traumer, man som dansk OL-fan bærer rundt på, og nu har vi desværre et nyt kapitel til OLs horror-historier, som ingen vil høre.
For fanden, drenge …
Lørdag var de mange skuffelser lettere bekymrende. Søndag var decideret chokerende. Og nu skal mandag helst blive så lidt mandagsagtig som muligt.
Vi er træt af skuffelserne, der står i kø, og derfor er det også vanvittigt vigtigt, at vi kan skrive det her: Mandag er der medaljegaranti!
Sidst på eftermiddagen har Viktor Axelsen nemlig raget enten OL-sølv eller guld til sig, når han har spillet finale mod thailandske Kunlavut Vitidsarn. Men det er langtfra det eneste, du kan glæde dig til.
Spisesedlen byder både på en holdkamp i bordtennis, et hav af sejlsport, ridning, banecykling og ikke mindst atletik! Hvis altså vores 200-meterstjerne Ida Karstoft overhovedet kan løbe – for det er slet ikke givet.