Den danske nationalmelodi blæst ud af højttalerne ved en OL-medaljeceremoni – det bliver næsten ikke bedre.

En sindssygt flot dag for Danmark. Guld, bronze og en plads i badmintonfinalen.

Dog lignede de danske håndboldgutter allermest en våd onsdag i november.

Du kan læse hele B.T.s OL-dom over søndagen i Tokyo herunder:


Guld til Anne-Marie Rindom

Hold. Nu. Op. Det var alt for spændende, da Anne-Marie Rindom sejlede den afgørende sejlads i kategorien Laser Radial. Og hun gjorde det. Hun vandt olympisk guld og kan kalde sig den bedste danske kvindelige sejler i historien. Stort tillykke med guldet. Det er fuldt fortjent, og endelig kom den første guldmedalje i hus. Vi håber på mange flere.

Guldvinder Anne-Marie Rindom kunne ikke holde smilet tilbage.
Guldvinder Anne-Marie Rindom kunne ikke holde smilet tilbage. Foto: OLIVIER MORIN
Vis mere

Hvis det ikke havde været for en dansk guldmedalje, var Pernille Blume blevet dagens dansker. Men ikke desto mindre blev det til en meget flot bronzemedalje i 50 meter fri til den 27-årige svømmer. Det lignede en tæt kamp i fronten, hvor Pernille Blume ellers kom skævt fra start. Men en monster-acceleration gav hende en tredjeplads og en masse glædestårer. Tillykke med medaljen, Pernille!

Blume sluttede sit OL af med en flot Bronzemedalje.
Blume sluttede sit OL af med en flot Bronzemedalje. Foto: MARKO DJURICA
Vis mere

Suk, sejrsstimen endte her. Det var virkelig et håndboldlandshold, som var en skygge af sig selv i den sidste kamp i gruppespillet. Et yderst skuffende nederlag til Sverige på 30-33, hvor både Mikkel Hansen, Mads Mensah og Henrik Møllgaard langtfra ramte det sædvanlige topniveau. Alt er dog ikke tabt, for med fire sejre i gruppespillet går Danmark videre som samlet etter i gruppen og skal nu møde Norge i kvartfinalen.

Mikkel Hansen, Mathias Gidsel og Henrik Møllgaard efter håndboldkampen mellem Danmark-Sverige på Yoyogi National Stadium i Tokyo, søndag den 1 august 2021. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Mikkel Hansen, Mathias Gidsel og Henrik Møllgaard efter håndboldkampen mellem Danmark-Sverige på Yoyogi National Stadium i Tokyo, søndag den 1 august 2021. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Han kan overvinde alt

Det var endnu en gang en storspillende Viktor Axelsen, som avancerede til OL-finalen i badminton. Dermed er han sikret enten guld eller sølv, når han møder kinesiske Chen Long. Det var dog ikke en helt nem omgang for Axelsen, der efter kampen forklarede, at han var vågnet op med hjertebanken og ikke kunne sove, fordi han aldrig før havde været så spændt inden en kamp. Så ikke engang søvnløshed og hjertebanken kan få Axelsen ud af sejrskurs.

Axelsen kunne storspille sig igennem semifinalen og er nu i finalen.
Axelsen kunne storspille sig igennem semifinalen og er nu i finalen. Foto: KIMIMASA MAYAMA
Vis mere

Usain Bolts afløser blev fundet

Der blev fundet en afløser for Usain Bolt og dermed en ny hurtigste mand i verden: Marcell Jacobs. Det altid spændende, men hurtigt overståede 100-meterløb fik altså en ny mand, som kan kalde sig olympisk mester, og det gjorde han i en flot tid på 9,80 sekunder. Der var dog et lille stykke ned til Usain Bolts olympiske rekord på 9,63, men det var stadig et flot løb af den 26-årige italiener.

Foto: LUCY NICHOLSON
Vis mere

Afvist protest knuste drømmen om medalje

Det var forsøget værd, men Lin Ea Cenholt og Christian Lübeck kan ikke længere hente metal i kategorien Nacra 17. Deres protest mod det tyske hold blev afvist, og dermed døde den ellers meget spinkle mulighed for medaljer. Den danske duo vil dog kæmpe videre, også selvom det maksimalt kan blive til en samlet fjerdeplads.

Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lubeck.
Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lubeck. Foto: CARLOS BARRIA
Vis mere

  • Sejlsport: GULD! Guld til Anne-Marie Rindom i Laser Radial efter medaljeræset. Første guldmedalje til Danmark.
  • Svømning: Pernille Blume vandt bronze – en flot bronzemedalje – ved 50 meter fri.
  • Golf: Joachim B. Hansen og Rasmus Højgaard i sidste runde. Joachim B. Hansen slutter på en 27.-plads og Rasmus Højgaard ender på en 39.-plads.
  • Ridning: Peter Flarup ligger nummer 45 ud af 60 ekvipager, efter alle har afsluttet de to første discipliner.
  • Atletik: Anna Emilie Møller gik ikke videre fra sit indledende heat i 3000 meter forhindringsløb trods sæsonens bedste tid.
  • Badminton: Viktor Axelsen vandt sin semifinale i to sæt og er klar til OL-finalen og er sikret enten guld eller sølv.
  • Sejlsport: Lin Cenholt og Christian Lübeck er videre til medaljesejladsen som nummer seks i den samlede stilling, men uden mulighed for medaljer.
  • Håndbold: Danmark tabte 30-33 til de svenske naboer efter en skuffende præstation. Danmark holder dog førstepladsen og møder Norge i kvartfinalen.