I Mikkel Hansen og Niklas Landins sidste landskamp overgik det danske landshold sig selv.

I løbet af de første 30 minutter af OL-finalen havde Danmark opbygget en 11-målsføring over de lammede tyske modstandere, der allerede efter 15 minutter ville ønske, de var alle andre steder end i Lille.

Og Danmark viste ingen nåde. De gennempryglede tysken og vandt OL-guld med finalesejr på UHØRTE 39-26!

Læs herunder dommen over den fantastiske triumf!

Sacre bleu! Mon dieu! Uh la la laaa!

Vi troede efterhånden, vi havde set det hele med dette herrelandshold – men så skete dette. 30 minutters overrumplende håndboldopvisning, som var de rødklædte fra en fjern fjern planet, hvor der kun findes harpiks og læderbolde i håndfast størrelse. 

21-12 til Danmark ved pausen. I en OL-finale! Vi har aldrig set noget lignende – den bedste håndboldhalvleg nogensinde!

Den danske håndboldopvisning blev så vild, at det markante franske overtal blandt de 27.000 tilskuere i kæmpearenaen i Lille sidst i første halvleg spontant brød ud i den franske nationalsang, Marseillaisen. 

De knuselskede Danmark – og mon ikke mange kommende nyfødte drengebørn i Lille og omegn bliver døbt Mathias, Magnus eller Mikkel? Vi tror det.

En håndboldkamp, som vi kommer til at tale om i mange år. Og hvilket punktum for de to største danske landsholdsspillere nogensinde.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Der var lidt snak om, at Mathias Gidsel havde brændt alt sit krudt af for tidligt i turneringen efter to lidt lunkne præstationer i kvart -og semifinale.

Pak den snak langt ned i Hummel-sportstasken! 

For verdens bedste håndboldspiller stoppede sin dødbringende venstrearm ned i munden på alle kritikere – og spillede en vidunderkamp med mere energi end i en børnehave, hvor der flyder Red Bull ud af hanerne. 

Han var et konstant 'Albtraum' für die Deutsche Desperados. Det var en Gidsel-situation, som selv ikke et massivt politiopbud kunne håndtere. Wahnsinn, Mathias!

Foto: Sameer Al-Doumy/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ja – nu er en epoke i dansk sport ovre. Hansen/Landin AS har siden 2008 været garant for kæmpe dramaer, som som regel endte med ædelt metal til Danmark. Det er et makkerskab, som vil gå over i idrætshistorien som det mest succesfulde, vi nogensinde har haft – og nok nogensinde får.

Men derfor behøver harpiksfesten jo ikke stoppe! Det satte denne finale en fed streg under. For det var ikke kun Mikkel og Niklas, der styrede lokomotivet til OL-guld. Det var primært Simon, Mathias, Lukas og Emil – og dem har vi heldigvis glæden af i rigtig rigtig mange år.

Skulle vi egentlig ikke bare starte den nye epoke med at blive verdensmestre for fjerde gang i træk til januar? Det ville vores to pensionerede ikoner nok hygge sig med.

Tak for festen, de herrer! 

Og hey, kong Frederik – du var også til stede i Lille i dag. Er det ikke snart på tide at finde to ridderkors frem?

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Andre læser også