Så kom den! Smid rosén på køl, tag stråhatten på og rid ud i solgangen på din kæphest.
Den første danske OL-medalje satte dressurlandsholdet sig på.
Længe ventede Danmark på forløsningen, hvor guldet var i spil, men sølvmedaljen kan de glæde sig over resten af livet.
Men hvad der burde være en ubetinget lykkens stund for dansk idræt, er i stedet et øjeblik med mørke skyer, der kaster skygger langt ind i fremtiden. Her er B.T.s vrinsk fra lørdagens dressur-succes:
Hov, hov, hov, hvad var nu det? Lad os starte med den sportslige del af lørdagens strabadser. Den sportslige gulerod. Sikke et drama!
Danmark kom til grandprixet med rigtig gode muligheder for medaljer, blandt andet på grund af amerikanernes fravær, efter de blev diskvalificeret.
Og vi må sige, at Nanna Skodborg, Daniel Bachmann og Cathrine Laudrup-Dufour levede op til presset. Tarzan mama mia, en start, de lagde for dagen med.
Og Laudrup-Dufour var selvudnævnt piaffe-minister i sit ridt. Imponerende. Kun tyskerne var bedre. Det var med mindst mulige margin, vanvittigt.
Rent sportsligt er det jo høj klasse at sætte sig selv under pres og så levere varen. Det fortjener de hele fem stråhatte for.
Men så er der jo også alt det andet …
Triumfen kommer på et tidspunkt, hvor debatten raser omkring især de to landsholdsryttere Nanna Skodborg og Cathrine Laudrup-Dufours behandling af deres respektive heste. Sjældent har dressur været ude i et større stormvejr. Og det virker som et tiltrængt ét af slagsen.
Ridesporten har et kæmpe problem på hånden, og indtil videre har håndteringen været tæt på skandaløs fra officiel hold.
Sportschef Anne-Mette Binder prøvede at lukke spørgsmål ned omkring emnet og bad pressen om at klappe hesten, landsholdsrytterne afviste al snak og det hele virkede som en lukket klub, et hemmeligt selskab, der prøvede at begrænse skaden for noget, der kræver fuld åbenhed.
OL-medaljen er en mulighed for at skabe en platform for videre debat. Kritikken taler sit tydelige sprog, nu er det på tide, at aktørerne selv kommer på banen. Lige nu har det hele en bitter smag af metal.
Dronning Mary sad klar på lægterne igen, igen for at se dressur. Den danske regent er selv glad for heste og især dressur. Det kunne man tydeligt se.
Hendes tilstedeværelse var med til at styrke billedet af en sport for eliten. Stråhatte, milliondyre heste, det bedre borgerskab, de royale i bunden af slottet i Versailles. Storslået på alle måder.
Men hestemishandling? Nej, det taler vi ikke om. Prøv lige at se den her piaffe!
OL-medaljen er i hus for dressurlandsholdet, der søndag skal prøve kræfter med den individuelle disciplin kür.
Her er der igen muligheder for flere danske OL-medaljer.
Det bliver spændende at se, om de danske ryttere kan navigere midt i kritikken, debatten, kald det, hvad du vil, om behandlingen af deres heste. Det stopper ikke her, for der i den grad kürer på tråden i dansk ridesport.
