Kan I mærke, I lever?
De danske håndboldherrer er i OL-semifinalen!
Igen gav de danskerne et drama, der var til at brække sig over i ren spænding. 32-31(16-16) blev de svenske hjerte knust med.
Her følger B.T.s dom fra vanviddet i Lille:
Min sidste landskamp? Du må være helt væk, du kan godt glemme det, makker! Hansen grinte svenskerne lige op i ansigtet ved tanken.
Det skulle ikke være nu, at han takkede af efter en episk karriere. Hans rolle på landsholdet er blevet mindre og mindre i karrierens efterår. Men klasse fornægter sig ikke. Han trådte i karakter og scorede på alt i de minutter, han fik. Straffekast, gennembrud, spilfordeler i overtal. Vi tilgiver den afbrænder kort før tid. Glem det. Dén indsats fortjener en Bertel Haarder-agtigt-pirouette af en honør.
Niklas Landin skal til gengæld være overlykkelig for, at det ikke blev hans sidste omgang med landsholdet.
Målene væltede ind i den første halvleg, han fik. Jovist, han fik ikke meget hjælp fra sit forsvar, men der var bolde, han skulle have. I stedet kan han glæde sig over, at han er garanteret to yderligere landskampe til sit vilde cv.
Niklas Landin 2
Emil Nielsen 3
Niclas Kirkeløkke 3
Magnus Landin 3
Emil Jakobsen 4
Rasmus Lauge 3
Magnus Saugstrup 2
Mathias Gidsel 3
Hans Lindberg UB
Henrik Møllgaard 2
Mikkel Hansen 5
Lukas Jørgensen 5
Thomas Arnoldsen 4
Simon Pytlick 5
---
Nikolaj Jacobsen 4
OL-semifinale! Både de danske håndboldkvinder og håndboldherrer spiller nu officielt med om medaljer. Det er en fantastisk milepæl for dansk håndbold. Endda historisk, det er nemlig aldrig sket før.
Men puha, de skulle igennem meget, håndboldherrerne. Ja, det skulle I også hjemme foran tvet. Til tider blev Danmark revet rundt af svenskerne, der spillede forrygende håndbold. De var decideret ubehagelige. Fy fan!
Den danske champagne-håndbold fra gruppespillet var lagt mere på køl end en ændru svensker i Helsingør. Vi letter altså på hatten for jer, Sverige. Men den gik ikke, selvom I prøvede.
Alt imens er der for de danske håndboldlandshold af begge køn der kun en besked, de skal have: Det behøver ikke stoppe nu.
Ej, det gjorde du bare ikke!
Simon Pytlick har allerede leveret turneringens mål, da han høvlede den op i krogen fra midten af banen i gruppespillet.
Men det var åbenbart ikke nok for den danske storskytte, da han til stillingen 26-26 blev hevet ned i sit gennembrud. Og hvad gør man så? Man smider den da bare i målet bagom ryggen. Overlegent. Og så på dét tidspunkt! En almindelig person ville få akut hjertebanken bare ved tanken.
Lad os bare være fuldstændig hudløst ærlige. Nu skal Danmark vinde OL-guld. Frankrig er blevet slået ud af Tyskland, mens man nu selv har smidt Sverige hjem over Øresundsbroen.
Det er en guldrandet kabale, hvis du spørger mig, der falder på plads.
En semifinale mod Norge vil være sjov, men det gør ingen forskel for danskerne, om det hedder nordmænd, slovenere eller andet godtfolk.
Danmark rejste til Paris som favoritter sammen med Frankrig - nu er de favorittEN, alle vil slå. Kampen mod svenskerne var en påmindelse om, hvad der er på spil.
Det er op til dem at skrive historie. Værsgo, Danmark.